10 gode råd til din LinkedIn profil

Vi bliver ofte spurgt om gode råd til, hvordan man arbejder professionelt med den personlige profil på LinkedIn. Vi har derfor samlet 10 gode råd til en bedre LinkedIn-indsats, set fra den personlige profil.

Artiklen er opdateret 7. april 2020.

1. Overvej om folk skal se dine opdateringer

Allerførst – få styr på indstillingerne. Mange undlader at opdatere deres LinkedIn-profil, fordi man ikke har lyst til at “underholde” hele sit netværk med, at man har opdateret sin titel eller lignende. Det er der råd for. Du kan nemlig slå det fra, således at LinkedIn ikke sender en opdatering ud. Du kan slå det fra her, samt læse mere om funktionen her.

Vil du derimod gerne have, at dit netværk ser dine ændringer, hvis du fx har fået nyt arbejde, er det vigtigt, at funktionen er slået til.

2. Profilbilledet

Et billede siger mere end tusind ord. Husk billede på din profil, så du bliver genkendt af dit netværk og nye besøgende på dit online CV. Benyt et professionelt billede, ingen billeder fra ferien eller med børn på armen – vi er jo ikke på Facebook. Ifølge LinkedIn giver et billede hele 14 gange flere visninger.

3. Din “Public profile URL”

Husk en ”ren URL” også kaldet ”Public profile URL” på din public profile. Med en pæn og letlæselig URL er det nemmere (og pænere) at linke til din profil fra eksempelvis din autosignatur i mailen m.m. For at ændre denne skal du gå ind på din personlige profil, hvor du kan redigere din “Public profile” – her fra kan du også nemt redigere din URL.

4. Summary

Udfyld feltet summary (kort beskrivelse) – brug feltet til at beskrive dine kompetencer, resultater og erfaringsgrundlag. Husk gerne relevante keywords. LinkedIn giver desværre ikke de store muligheder for formatering, men lidt kan du få den til. Ønsker du fx at opstille en række kompetencer eller lign. i punktform, kan du først lave teksten i et worddokument, og derfra kopiere det over i LinkedIn.

5. Din headline

Din headline fortæller, hvem du er. Mange af os har en titel, som ikke rigtig fortæller, hvad vi laver, eller hvad vi kan. Ved at tilpasse din headline til ikke kun at indeholde din titel skiller du dig ud, fortæller du hvad du laver, samt SEO optimerer din profil.

LinkedIn headline

Start med at søge lidt rundt og se hvad andre i dit netværk og i din branche har skrevet i deres headline. Herefter skal du naturligvis også tage i betragtning, hvad du gerne vil fremhæve omkring din faglige profil, samt hvilke søgeord du gerne vil findes på. Du har i alt 120 tegn at gøre godt med.

6. Få indhold på profilen

Tilføj relevante elementer til din profil såsom Publications, Certifications, frivilligt arbejde, projekter du gerne vil fremhæve osv. LinkedIn udvider løbende indholds-mulighederne på den personlige profil. Hvis du ikke kan finde dem, så se efter “Add a section” på din profil, som vist herunder. Ved at klikke på “View more” får du et væld af muligheder til indholdselementer til din profil.

Add section to LinkedIn profile

Dette er en god mulighed, hvis du fx ikke har en lang og relevant erhvervserfaring. Med disse muligheder kan du alligevel få en profil, der er godt udfyldt.

Bliv visuel: Husk at du også nemt kan tilføje visuelt indhold på din profil. Under både summary, uddannelse samt din erhvervserfaring kan du uploade præsentationer, links, billeder og video for at give din profil mere liv og skille dig ud.

7. Knyt dig op på den rette virksomhed

Du kan nemt sikre, at din LinkedIn-profil er tilknyttet den virksomhed, du arbejder i. Herved vil virksomhedens logo blive synlig på din profil, besøgende vil aktivt kunne klikke sig direkte over og læse mere om virksomheden, og din profil vil blive synlig på virksomhedens side på LinkedIn (Se eksempel herunder).

LinkedIn profile tilknyttet virksomhedsside

Er din profil ikke tilknyttet en virksomhedsside, kan du nemt gøre det. Klik på rediger profil, og scroll ned til den stilling du ønsker at tilknytte en side. Herfra klikkes på blyanten ud for virksomhedsnavnet, hvorefter du klikker på “Change company”. Begynd så at skrive navnet på din virksomhed, og vælg den rigtige fra listen. Afslut med “Save / Gem”.

Bemærk: Hvis virksomheden endnu ikke har en side på LinkedIn, vil du ikke kunne linke til den fra din profil. Ligeledes, hvis virksomhedssiden ikke har uploadet et logo, vil det heller ikke kunne blive synligt på din profil.

8. Skills

Skills er et element mange elsker at hade – mest pga. de såkaldte endorsements. Men ikke desto mindre er skills en god måde at give besøgende på din profil et hurtigt overblik over dine kompetencer – og så hjælper de dig med at dukke op i relevante søgninger. Vi anbefaler derfor, at man benytter skills på sin profil, men alt med måde. Husk at holde dig til relevante skills, og ikke bare tilføje til højre og venstre. Overvej hvilke kompetencer der er vigtige for dig at fremhæve og arbejd så med dem.

Pro-tip: Husk at du altid kan slette skills samt ændre i rækkefølgen. Når du redigerer din profil skal du blot klikke på blyanten ud for en hvilken som helst skill, hvorefter du kommer i “edit-mode”. Her kan du trække dine skills rundt i en anden rækkefølge, slette osv.

9. Den kære berigelse

Husk at berige dit netværk fx med spændende artikler, events og jobs du ved vil kunne vække interesse og indsigt. Så del gerne godt og relevant indhold med dit netværk på LinkedIn. Her er det efterhånden dog blevet påkrævet, at man lige stopper op og tænker “er dette værdifuld viden for mit netværk?” Husk at det er bedre at være en som beriger end en, som støjer. 

Husk at du også kan sende personlige beskeder direkte i folks indbakke, hvis din besked kun er relevant for få.

En anden måde at berige på er ved hjælp af LinkedIn’s blog-posts. Herved kan du skrive længere blogindlæg med billeder, formatering og links. Læs mere om mulighederne med Posts her.

Et andet tip er at melde sig ind i relevante grupper for her at dele viden, erfaring og lign.

10. Lad dig inspirere

Lyt først. Et gammelt omend stadig meget relevant tip. Inden man blot kaster sig ind i massere af indlæg i en gruppe, eller i en debat på LinkedIn, så lyt og lær først. Mærk efter ift. tonen og uskrevne regler inden man blander sig i diverse debatter.

Når det så er sagt, så er der efterhånden rigtig mange dygtige mennesker og virksomheder på LinkedIn. Så find dine konkurrenter på LinkedIn og følg dem – både virksomhedssider men måske også relevante personer. Idet du følger dine konkurrenter på LinkedIn, kan du nemt holde dig orienteret.

Hvad er dit bedste råd til det professionelle arbejde med den personlige profil?

Del gerne dine tips og erfaringer herunder.

1 Svar

Skriv en Kommentar

 

White paper - LinkedIn Company Page

I dette White paper guider vi dig igennem alt lige fra, hvordan du udfylder felterne på din Company Page, til annonceringsmulighederne, godt content og optimal udnyttelse af potentialet med LinkedIn Company Pages.
Download her