De sociale medier er blevet en værdifuld del af rekrutteringsarbejdet for mange virksomheder, både i skabelsen af relationer og til at lokalisere de helt rigtige kandidater for netop din virksomhed. Vi giver dig her 4 grunde til at yde en aktiv HR-indsats på de sociale medier.

I jagten på de perfekte medarbejdere, må man søge der, hvor kandidaterne er. Her er de sociale medier helt oplagt. De giver mulighed for at møde folk, dele ideer og starte samtaler, som danner et godt udgangspunkt for at tiltrække de rigtige kandidater. Udover at lokalisere potentielle medarbejdere, giver de sociale medier også et eksklusivt indblik i de interessante kandidater, hvilket kan forebygge de værste fejlansættelser.

1. Solidt indblik i kandidater

Sociale medier har en betydning for kvaliteten af de personer, din virksomhed rekrutterer og ansætter. Ifølge Pew er næsten tre fjerdedele af den voksne befolkning til stede på diverse forskellige sociale medier – når det kommer til unge mennesker, gælder det 90 %. Det giver et godt udvalg med omfattende mængder af data til rådighed, ligesom der dannes en ramme for søgningen. Du har således råderum over en bred vifte af potentielle kandidater og øget adgang og eksponering til en bred skare af kvalificerede kandidater.

Og det har rekrutteringsfolkene luret. Ifølge en undersøgelse foretaget af Jobvite i 2015 er rekrutteringsfolk stærkt repræsenteret på sociale medier:

  • Kun 4 % af rekrutteringsfolk bruger ikke sociale medier i rekrutteringsprocessen.
  • 92 % af de rekrutteringsfolk der bruger sociale medier, når bredere ud end de har gjort tidligere ved brug af LinkedIn, Facebook, Twitter, Instagram, Google+ og Snapchat.

2. Mulighed for stærk positionering

Med de sociale medier kan du opbygge en stærk social tilstedeværelse, som giver dig mulighed for at forme opfattelsen af dit brand. Kandidater, der potentielt skal være en del af din virksomhed, vil gerne vide, hvad de går ind til forinden. Eksplicitér derfor virksomhedens vision, værdier, kultur og positioner jer som et stærkt brand – dette vil tiltrække ligesindede.

Hvis du gerne vil have folk til at få øjnene op for din virksomhed, er interessante posts, deling af artikler, engagement i andre opslag og lignende aktivitet en måde at fange deres opmærksomhed. Læs mere om hvordan du kan forbedre HR-indsatsen med fokus på godt content. Kandidater har adgang til potentielle arbejdsgivere gennem disse online netværk – og omvendt. Virksomheder kan opbygge relationer til kandidater og gennem disse kanaler blive klogere på, hvem de er, og hvad de kan bidrage med. Før en potentiel ansættelsesproces kan du få indblik i personens færdigheder, erfaring og egenskaber, for ikke at bruge en masse spildtid på irrelevante kandidater.

3. Omfattende berøringsflade

Arbejde gøres ikke længere fra den samme placering dag ud og dag ind – mange kan efterhånden udføre sit arbejde fra alle steder i verden. Derfor har mange virksomheder også potentielle samarbejdspartnere og medarbejdere rundt omkring i hele verden, og de sociale medier gør det lettere at nå ud til dem.

De sociale medier bliver dog ikke kun brugbare i international sammenhæng, men i den grad også på nationalt plan. De giver mulighed for at nå kandidater, som man ellers ville have haft svært ved at finde eller kontakte. Ofte viser det sig også, at kandidater fundet herigennem er de mest kvalificerede, hvilket kan hænge sammen med de specifikke søgemuligheder og det omfattende datamateriale.

4. Styrkelse af employer branding

Sociale medier kan bruges til andet inden for HR end bare rekruttering. Du kan bruge dem til at engagere ansatte og kandidater, ligesom at du kan opbygge et solidt kendskab til din virksomheds brand, men i høj grad også til dit eget brand. Du kan gennem de sociale medier fortælle historien om dit brand og fasttømre dig i omverdenens bevidsthed, hvilket er blevet en vigtig del af virksomhedens virke. Hvis dine medarbejdere taler positivt om virksomheden og arbejdsforholdene, styrker det potentielle kandidaters interesse for virksomheden.  

Ifølge CareerArc’s studie af Employer Branding fra 2015, kan følgende udledes:

  • 75 % af jobsøgende tager virksomhedens employer branding i betragtning, før de søger et job.
  • 62 % af jobsøgende bruger sociale medier til at undersøge virksomhedens employer branding.
  • 91 % af jobsøgende finder dårligt designede og uopdaterede online egenskaber skadende for virksomhedens employer brand.

LinkedIn’s undersøgelse af rekrutteringstrends for 2016 understreger ligeledes vigtigheden af sociale medier i forbindelse med employer branding arbejdet.

Med en aktiv indsats på de sociale medier, kan du holde dig aktuel og relevant. Kort sagt: Hvis du leder efter lovende, nye talenter, så må du være aktiv på de sociale medier og udarbejde en stærk tilstedeværelse for din virksomhed. Langt de fleste kvalificerede kandidater er at finde her – hvilket bør være det vindende argument for også at være til stede.

De sociale medier bliver dit mest værdifulde værktøj til at forbedre jeres employer branding, opbygge og opretholde relationer, promovere jobopslag, søge kandidater og behandle ansøgere.

Hvad er dine erfaringer med at bruge sociale medier i HR arbejdet?

Del meget gerne dine erfaringer i kommentarfeltet herunder.

 

Denne artikel er skrevet på baggrund af dette indlæg.

Del & udskriv side


Kommentar