Det er altid rart når brugerne engagerer sig med ens indhold, men hvordan måler du lige effekten af dette engagement? I denne artikel har vi samlet 5 KPI’er, der er værd at tage i betragtning, men som ofte bliver overset i målingen af engagement på de sociale medier.

Hvad enten du arbejder med Facebook, LinkedIn eller en af de andre sociale medier, så er måling en helt central del – og der er mange måder at gribe det an på. Du kan blandt andet måle på antal nye følgere, antal visninger og kliks – men hvad med engagement? Hvis du gerne vil bruge sociale medier til at engagere jeres kunder, hvordan kan du så måle på dette? Mange vælger kun at kigge på engagement-raten – og dette er en fejl. Vi har samlet 5 KPI’er, som du ikke må overse, hvis du vil måle engagement på de forskellige sociale medier.

Hvad er en KPI?

Inden vi gennemgår de enkelte tips, så lad os først gennemgå, hvad en KPI egentlig er. En KPI er et akronym for Key Performance Indicator, eller nærmere betegnet – et delmål. Disse delmål kan hjælpe dig med at vurdere og afgøre om din virksomheds primære mål er nået eller ej. I arbejdet med KPI’er det vigtigt at understrege, at al måling kun giver mening, hvis man ved, hvad man ønsker at opnå med sin tilstedeværelse på de sociale medier.

I denne artikel vil vi stille skarpt på, hvilke KPI’er der oftest overses når man måler på engagement, men der er også mange andre relevante mål for din indsats på de sociale medier.

 

 1) Omtale af jeres brand

Det er vigtigt at monitorere, i hvilket omfang folk omtaler jeres brand, og om disse omtaler er positive, neutrale eller negative. At få indsigt i, hvordan jeres virksomhed bliver opfattet af folk, vil nemlig give en indikation af jeres virksomheds status og brand, og om hvorvidt der er forbedringer der bør foretages.

Til at se, hvordan I bliver omtalt, kan i med fordel bruge værktøjer som BuzzSumo og Hootsuite.

 

 2) Antal løste problemer

Vi lever i en digital æra, hvor kunder ofte forventer at kunne diskutere kundeservice-problemer med brands gennem de sociale medier. Det bør derfor ikke forekomme som nogen overraskelse, at det er klogt at svare på spørgsmål og løse problemer så hurtigt og effektivt som muligt. Når alt kommer til alt, køber folk nemlig produkter eller services fra brands de stoler på, og der kan opnås tillid eller mistillid afhængigt af, hvordan jeres virksomhed opererer på de sociale medier. Ved at løse jeres kunders problemer hurtigt og effektivt, vil I således kunne skabe tætte bånd, hvilket kan medføre, at jeres kunder stoler på virksomheden og foretrækker at købe fra jer.

Jo flere kunder I kan hjælpe, jo bedre er det. I kan derfor med fordel holde øje med, hvilke problemer I får løst via sociale medier og gøre dette til en relevant KPI.

 

3) Antal kommentarer

Selvom mængden af delinger og likes for et opslag kan være gode KPI’er, vil antallet af kommentarer give en mere vejledende indikator, da det giver et bedre indblik i, hvad folk helt reelt mener om jeres opslag og virksomhed. Det er derfor vigtigt, at jeres content er engagerende og af høj kvalitet, så folk har lyst til at udtrykke deres mening.

Mange kommentarer vil også øge chancerne for, at jeres opslag går viralt. Så hvorfor ikke have dette som en KPI?

 

4) Trafik til hjemmesiden

Hvis I bruger al jeres tid og energi på social media marketing, så bør I sikre jer, at disse afspejles i forhold til andelen af folk, der besøger jeres hjemmeside fra sociale medier. Hvis de fleste besøger jeres hjemmeside fra henvisninger eller e-mails, kan det måske betyde, at I skal arbejde med jeres social media marketing strategi.

Udover at bruge Google Analytics til at måle trafikken, kan I prøve det gratis analyseredskab similarweb, til at afdække trafikken på jeres hjemmeside i procenter, eller se hvilke af jeres sociale medie platforme, der fungerer bedst. Værktøjet gør det også muligt at sammenligne trafikken med jeres konkurrenters, og gør det muligt at benchmarke.

I denne artikel kan i finde flere værktøjer til, hvordan I kan måle og monitorere jeres social media marketing-indsats.

 

 5) Antal konverteringer

En af de grundlæggende forudsætninger for social media marketing er, at I giver jeres kunder relevant og berigende indhold. Hvis I udelukkende bruger de sociale medier som en salgskanal, vil kunderne blive irriteret, og jeres virksomhed vil muligvis ikke opnå succes. Omvendt, hvis I ikke formår at konvertere de engagerede brugere til betalende kunder, så vil jeres sociale medie indsats også være spildt.

En central KPI er derfor at registrere konverteringer fra jeres sociale medier og den generelle webtrafik. Dette kan nemlig indikere, hvorvidt jeres indhold synes at være interessant for modtageren. I kan bl.a. bruge Google Analytics til at måle jeres virksomheds langsigtede ROI af jeres sociale medie indsats.

Bemærk, at også Facebook og LinkedIn gør det muligt at måle konverteringer ved annoncering.

 

Kender I flere KPI’er som marketingfolk ofte overser?

Vi hører gerne jeres erfaringer i kommentarfeltet herunder.

 

 

Denne artikel er skrevet med inspiration herfra.

Del & udskriv side


2 Svar til “5 KPI’er marketingfolk ofte overser”

  1. hmm – tjek evt. op på social mention – siden går gentagne gange i fejl hos mig i hvert fald..

  2. Hej Lone

    Tak fordi du gør os opmærksomme på det.

    Jeg kan se, at der er problemer med siden socialmention.com lige nu. Jeg har lagt to andre værktøjer ind.

    De bedste hilsner
    Katrine, Digital Works

Kommentar