Interessen for professionel brug af LinkedIns Company Pages er støt stigende, og mulighederne med siderne udvikler sig da også med rivende hast. Derfor kan det ofte være svært at sikre, at man har fået det hele med, og at mulighederne udnyttes optimalt. 

I artiklen her får du 5 tips til at arbejde endnu bedre med din virksomhedsside på LinkedIn.

1. Post indhold der støtter op om formålet

Desværre er der stadig mange sider, som enten er tomme eller, hvor der udelukkende postes jobopslag – det sidste kan sagtens være en farbar vej, hvis det eneste formål med tilstedeværelsen er at skabe synlighed omkring ledige stillinger.

Find først ud af, hvorfor I er på LinkedIn som virksomhed – er det for at øge synligheden omkring brandet og jeres ydelser, er det for employer branding eller noget helt tredje? Mange kan herefter med fordel lave en procentvis fordeling af indholdstyper, så det sikres at indholdet tilgodeser alle formål.

2. Analysér dine followers

Rigtig mange virksomhedssider har efterhånden fået et pænt antal followers – men alt for ofte er basen ikke baseret på kunder og potentielle kunder, men derimod på ansatte og deres venner og familie. Og ikke et ondt ord om det, men det ville da også være rart at vide hvor mange af “de rigtige” vi taler til, når der udsendes nyheder fra siden.

Hertil findes der 2 værktøjer på LinkedIn – begge kræver at du har administratoradgang, og er også tilgængelige på Showcase Pages.

Læs hvordan du analyserer dine followers i artiklen her.

3. Synlighed over for de rigtige profiler

Har du ikke fat i “de rigtige”, eller har du bare ikke nok af dem, så husk at du på LinkedIn kan tilkøbe øget synlighed. Dine opdateringer kommer herved ud i nyhedsfeedet hos din valgte målgruppe – og vises også på mobile enheder.

Du kan målrette ud fra kriterier som funktion, branche, virksomhedsstørrelse, skills og meget mere. Læs mere om mulighederne her – Ønsker du at ramme folk i nyhedsfeedet uden at historien ligger på Company Pages, kan dette gøres ved brug af Direct Sponsored Content.

En anden måde at sikre “den rette synlighed” på, er ved at kortlægge dine kollegers LinkedIn-netværk. Ikke nødvendigvis minutiøst, men lav gerne et overblik over, hvem der fx er connected med journalister, med HR-folk osv. som I måske gerne vil have synlighed overfor. Ofte har ens kolleger et stærkt netværk indenfor en specifik branche qua et tidligere job, og hvorfor ikke udnytte dette potentiale. Hvis én af kollegerne er connected med mange i målgruppen, kunne man jo høre om ikke vedkommende vil være sød at dele virksomhedens opdatering (eller måske blot like opdateringen), og herved skabe den nødvendige synlighed.

4. Udnyt muligheden med Showcase Pages

Mange har endnu ikke fået øjnene op for de mange muligheder, der findes ved at benytte LinkedIns Showcase Pages. Fremvisningssider (som de hedder på dansk) er undersider til din virksomhedsside, og de kan bruges til at positionere sig inden for et felt, til at skabe et sted med relevant indhold til en særlig målgruppe osv. Showcase Pages er synlige ude i højre side på ens Company Page, og fungerer ellers som en selvstændig side med eget indhold, egne followers og den kan tilmed også have egne administratorer.

Så overvej om det vil give mening for jeres virksomhed at benytte disse ‘undersider’ til fx:

  • HR og rekruttering
  • At tage ejerskab på et særligt emne som man fx gerne vil uddanne markedet inden for
  • At tale målrettet til henholdsvis store og små virksomheder, eller private og offentlige

Der er masser af muligheder – det er næsten kun fantasien der sætter grænsen. Tænk dog altid over: 1) Passer det til vores ønskede positionering? 2) Vil folk følge vores emne? 3) Har vi indhold nok?

For husk på – at har du i dag udfordringer med at finde indhold til én side, så bliver det ikke nemmere af at lave fire nye. Så indsatsen kræver øget fokus og ressourcer ift. content.

Læs mere om Showcase Pages her.

Tip: Når du laver en ny Showcase Page starter du med 0 followers… Og så er det altså lidt op ad bakke. Så hvorfor ikke bruge dine eksisterende followers (som jo allerede er interesseret i hvad du har at sige), til at sparke siden igang?

 

5. Optimér siden ift. Google og LinkedIn search

Mange glemmer at optimere tilstedeværelsen på LinkedIn ift. at den da også gerne skulle dukke op i relevante søgeresultater på Google. Og for at sikre at din virksomhedsside dukker op i både Google- og LinkedIn-søgninger, på andet end dit virksomhedsnavn, vil jeg anbefale, at du bl.a. redigerer følgende, med fokus på keywords:

Beskrivelsen: Nævn gerne tidligt i teksten, hvilke områder I arbejder inden for, jeres kernekompetencer osv.

Specialities: Når du er i “edit-mode” på din Company Page, har du en række felter hvori du kan indtaste jeres “specialities”. Disse påvirker også, hvordan I dukker op så tænk over hvilke områder, der er vigtigst for jer at fremhæve. På siden dukker de blot op som ord/sætninger med kommaer imellem (se eksempel herunder).

Få flere tips til at SEO optimere din LinkedIn tilstedeværelse her (både side og personlig profil).

Oprindeligt skrevet af: Charlotte Østergaard (9. marts 2015)

Hvad er dit bedste tip til virksomhedssider?

Del gerne dine tips og erfaringer herunder.

 

Berig dit netværk - del artiklen
Del & udskriv side


2 Svar til “5 tips til din Company Page på LinkedIn”

  1. Hej,

    Mine kollegaer er helt vildt gode til at skrive interessante opslag fra deres profiler. Dem kunne jeg rigtig godt tænke mig at dele fra vores Company-profile, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan man gør det. Hvis det altså er muligt..

    Håber I har et godt råd!

    /M

  2. Hej Maria,

    Tak for din besked. Du kan ikke dele dine kollegaers opslag direkte fra Company Pagen. I stedet skal du finde det link, de evt. har delt, og så bruge det i en opdatering fra jeres Company Page, hvor opslaget udformes på ny.

    De bedste hilsner
    Lærke, Digital Works

Kommentar