Som altid når året er ved at være omme, ser vi tilbage men så absolut også frem. Jeg har her valgt at fremhæve et par af de digitale tendenser, vi mener bliver spændende at følge i 2014.

Mobile first

Nej nej, mobilen er ikke ny, og fokus på mobilen er bestemt heller ikke en ny trend. Men nu må alle komme med om bord!

60 % af alle online devices er nu smartphones eller tablets, og de fleste af os oplever da også, at en stigende grad af trafikken til vores website kommer fra mobile devices. Det stiller naturligvis krav til, at indholdet på diverse kanaler er optimeret til mobilen, således at folk ikke forlader ens website med det samme igen. Ifølge en undersøgelse fra Resolution har hele 47 % af de danske top-annoncører endnu ikke et mobilvenligt website. Lad os håbe at tallet er faldet drastisk, når vi er kommet lidt ind i 2014.

Hvis ens website endnu ikke er mobilvenligt så husk, ikke at udsende nyhedsbrevet og uploade indhold til de sociale medier (fra ens ikke-mobilvenlige website) på de tidspunkter, hvor trafikken primært kommer fra smartphones.

trafik fra mobile devices vs desktop

 

Kilde til ovenstående billede er; ComScores 2013 Mobile Future in Focus rapport.

Wearable technologies og selftracking

I takt med at teknologien udvikler sig, får vi flere og flere muligheder på at tracke vores dag, vores arbejde, vores søvn osv. Og vi kan ovenikøbet have teknologien med os hele tiden. Vi ser det bl.a. fra Google Glass og Nike’s FuelBand, som giver dig mulighed for at tracke dine bevægelser i løbet af en dag, samt diverse smartphone apps til selftracking.

Mulighederne er mange, og der arbejdes i øjeblikket bl.a. på at udvikle en BH, der kan måle ens følelsesmæssige tilstand, og fx advare via smartphone om, at man nok snart får lyst til at trøstespise.

Det er bestemt et område, der kommer til at udvikle sig, og jeg ser meget frem til at følge med i de nye (måske tossede) produkter, der kommer på markedet.

Pictures or it didn’t happen

Billeder har længe været “talk of the town” og applikationer, som Instagram, blev solgt til Facebook for et milliard beløb. Det som fortsat kan forbløffe mig, er mængden af apps og mængden af billeder, der dagligt deles via de sociale medier. Hver dag deles der 758 mio. billeder på de sociale medier, hvoraf Facebook står for 46 %, SnapChat også for 46 % og Instagram for kun 7 %. Ikke underligt at både Facebook og Google for nyligt forsøgte at opkøbe SnapChat.

Men ikke kun billeder er i fokus for tiden, også video bruges i højere grad i markedsføringen. Og både apps som Instagram og SnapChat giver mulighed for videoindhold.

Se tal om brugen af video her.

Vi kommer til at se endnu mere strategisk brug af billeder og video fremadrettet. Se bare hvordan fx GE valgte at bruge Instagram til at få brugerne til at forholde sig til og vise deres syn på GE’s 4 fagområder med kampagnen The next GE Instagrapher.

 

Se masser af eksempler på Instagram videoer fra brands og celebrities her.

Det gode indhold – også i 2014

Vi har talt om det i mange år, og flere og flere gør det da også – altså bruger content marketing. Men nogle bruger det primært for at have “noget at sige” på fx de sociale medier eller i nyhedsbrevet.

Fremover tror jeg, at der kommer endnu mere fokus på brugen af indhold i markedsføringen, og at content nu bliver tænkt mere strategisk. Således at der kommer endnu mere fokus på, hvordan indholdet støtter op om virksomhedens strategi, målsætninger og fokusområder, og at indholdet bliver indtænkt i den øvrige digitale strategi ift. SEO og de sociale medier. Og så må vi ikke glemme den stigende tendens fra B2B markedet ift, at bruge content marketing til lead-generering.

Vil du læse mere om Content Marketing, har vi samlet en liste over relevante artikler her.

Fokus på sikkerhed og settings

I takt med at der er kommet flere og flere sociale medier at kommunikere på, har vi også oplevet en større efterspørgsel på sikkerhed og viden om personlige indstillinger.

Flere virksomheder er i højere grad begyndt at inddrage medarbejderne til fx spredning af indhold og til netværksrekruttering via de sociale medier. Men ved at gøre dette, udviskes grænserne mellem faglig og privat tilstedeværelse, og der opstår nye behov for viden. Fx omkring hvordan man lukker af, så alle ikke kan søge en frem på et social medie, hvordan man sikrer, at det kun er ens venner, der ser ens billeder på Facebook og Instagram osv. Men nye udfordringer, som hvem ejer hvad, dukker også op. Hvem ejer, fx de kontakter, der er skabt på LinkedIn? Og hvad med LinkedIn-grupper der jo oprettes med en personlig profil?

Disse udfordringer ser vi flere og flere virksomheder adressere, og alene det at skabe større forståelse for, hvilke indstillinger man selv kan påvirke, giver også større velvillighed til at kaste sin personlige tilstedeværelse på ex LinkedIn ind i fx spredning af virksomhedens indhold.

Hvad med de sociale medier?

Sidste år skrev jeg artiklen 8 social media trends i 2013, hvori jeg bl.a. skrev at LinkedIn hitter. Og det gør det altså stadig. Vi oplever så absolut stadig en stigende interesse fra virksomhederne, i hvordan man i højere grad kan udnytte det kæmpe potentiale, der er i mediet, både ift. at bruge LinkedIn til kommunikation, branding, salg, berigelse – men også i forhold til HR og rekruttering.

LinkedIn er kommet meget i fokus, særligt på B2B markedet, og særligt eftersom det bliver sværere og sværere at trænge igennem den megen støj på eksempelvis Facebook. Algoritmerne ændres hele tiden på Facebook, så man skal efterhånden stå tidligt op, hvis man vil være “in tune” med, hvad der virker, og hvad der ikke virker.I stedet ser vi, at der i stigende grad betales for øget eksponering på tværs af de sociale medier, hvilket jo også kan give god mening ift. målrettet synlighed overfor relevante målgrupper. Så mon ikke vi fremover vil se både endnu flere betalte eksponeringer, men forhåbentlig også mere relevant content.

Og så går der ikke længe, før rigtig mange virksomheder har en holdning til både Instagram og Pinterest, samt at de forsøger at udnytte SnapChat som kampagnemedie. Se fx bare hvordan det australske bureau VML har valgt at lave julekort med SnapChat. De har oprettet “Julemanden” på SnapChat hvor du kan følge hans ikke altid så glamourøse liv. Prøv selv ved at følge Santa_Official på SnapChat.

Følg med i næste uges nyhedsbrev hvor vi ser tilbage på året der gik ifølge Facebook, LinkedIn, Google & YouTube.

Hvad tror du på?

Hvad tror du i 2014? Hvad kommer vi til at se mere til? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet herunder.

Skriv en Kommentar