Digitale trends – SXSW interactive 2015

Igen i år var vi afsted på South by Southwest konferencen i Austin, Texas. SXSW afholdes hvert år i marts måned og fokuserer på musik, film og interactive, hvor små 100.000 branchefolk samles for at blive inspireret, netværke og høre nyt.

Vi deltog på interactive-delen, og deler her en række af de tendenser, der var gennemgående for en stor del af snakken på SXSW.

Der findes masser af ”spor” på konferencen, og hver time skal der vælges imellem mere end 40 indlæg omkring alt fra wearable technology, content marketing og design til uddannelsesrelaterede indlæg. Jeg valgte primært fokus på marketing og content-delen, hvorfor andre med et andet fokus kan have en anden opfattelse af trends og tendenser.

Hvilke områder var i fokus?

Nogle af de emner, der er stor fokus på i år, var:

  • Privacy & social media
  • Content marketing & distribution
  • Wearable tech & AI
  • Design & UX

Privacy

Sociale medier og privacy på disse platforme var et stort emne i år. Blandt andet var der en session, hvor både Facebook og Twitter talte om deres arbejde med at modere hvilket indhold, der må postes på platformene, og hvad der ikke må. For det er et stort ansvar når selskaber som disse pludselig bestemmer over ytringsfriheden, og i visse tilfælde har strammere rammer end forfatningen. Monika Bickert, Head of Global Policy Management hos Facebook udtalte, at en af deres største udfordringer er grafisk materiale og billeder, som for nogen kan virke stødende. Hun sagde, at deres arbejde altid centrerede sig om at skabe et sikkert sted for folk til at dele indhold. Og at de ofte skelner mellem stødende og ikke-stødende ved at se på, hvorfor folk deler indhold. Deles eksempelvis billeder af vold for at dokumentere hændelser, eller for at rekruttere og/eller opfordre til vold?

Samtidig har Facebook valgt at offentliggøre en ny og mere detaljeret udgave af deres Community Standards, så det nu skulle være endnu mere klart hvad man må, og hvad man ikke må dele på Facebook. Læs mere her.

Content Marketing

Content var også et af de helt store områder i år. Og her var fokus både på kvaliteten af indhold, genbrug af andres indhold og naturligvis spredning af indhold. Ift. sidstnævnte har adskillige af årets talere erklæret organisk reach på Facebook for dødt, og flere mener, at Facebook ikke længere bør tænkes som earned media men som paid media. Hvis det er den nye virkelighed, skal vi jo gentænke både strategi, eksekvering samt måden vi måler indsatsen på, på Facebook.

En app der var i stor fokus hernede var SnapChat. Ifølge mange af talerne er det “stedet”, hvor man engagerer brugerne – og en af fordelene ved app’en er, at brugeren skal have sin finger på skærmen for at kunne se indholdet, hvilket derfor sikrer, at vi har brugerens opmærksomhed. Og brugernes opmærksomhed er jo en “begrænset vare” vi alle kæmper om. For på de sociale medier kæmper vi ikke kun imod vores konkurrenter, men også med venners babybilleder osv. Det handler derfor om at fange brugernes opmærksomhed. Og netop medier som SnapChat kan være gode at bruge ifm. med realtime marketing, som mange også omtalte.

Mest omtalte app på SXSW – MeerKat

meerkatJeg tror næsten ikke, jeg var til en eneste session, hvor enten en af talerne eller en blandt publikum, ikke nævnte app’en MeerKat. Så jeg bliver nødt til lige at introducere den her.

Hvis du endnu ikke har hørt om den, er det ikke så sært. Det er en forholdsvis ny app, og adskillige af talerne hernede siger selv, at de ikke havde hørt om MeerKat før SXSW. Kort fortalt gør app’en det muligt at live-streame direkte til Twitter. Den fungerer nemt og hurtigt, og du logger blot ind med din Twitter konto, giver din live-stream en overskrift, og så kører du.

Dette giver fantastiske muligheder for at lade andre følge med på sidelinjen live til fx seminarer, koncerter, sportsbegivenheder osv. Men jeg ser også et stort potentiale for brands ift. at lade kunder og interessenter følge med live til modeshows, produktlanceringer, foredrag og meget mere.

Når man klikker på “stream” går den i krig med at broadcaste ens optagelse live og sender samtidig et tweet ud, så ens følgere kan følge med. Se eksempel herunder:

Eksempel på twwet med MeerKat

Hvad skal MeerKat bruges til?

Lige nu er der masser af hype omkring den ny app, og flere bruger den i situationer, hvor det egentlig ville være mere fordelagtigt blot at lægge en video op. For når du ikke længere streamer til MeerKat, er der ikke noget at se for dem, som efterfølgende klikker på linket. Men tænk blot, hvor stærkt instant live streaming er ifm. demonstrationer, ”behind the scenes” og ved seminarer og lign., hvor det er interessant at være med, mens tingene sker.

Trods MeerKat’s megen omtale, er app’en langt fra sikret succes. Tænk bare på Yo, Ello, Draw Something osv. Alle apps som blev super populære på kort tid, men som næsten ingen bruger mere. Det bliver spændende at følge.

Allerede nu er MeerKat blevet et verbum, og jeg har adskillige gange hørt sætningen “How many of you are meerkatting this session?”.

Du kan læse mere om app’en i denne artikel fra Huffington Post.

Opdatering: Meercat appen er desværre blevet nedlagt, hvorfor den ikke eksisterer mere.

Skriv en Kommentar