Effektivisér din social media tilstedeværelse

Tilstedeværelsen på de sociale medier kan være lidt af en tidsrøver – især hvis din virksomhed er aktiv på mange platforme. Her får du en række tips og værktøjer til at øge din online produktivitet.

Med nogle få justeringer i din social media marketing strategi kan du forenkle processer, forbedre din effektivitet og ikke mindst spare værdifuld tid.

I denne artikel får du 5 tips til, hvordan din virksomheds tilstedeværelse på de sociale medier kan blive mere produktiv.

1. Brug social media værktøjer

De fleste virksomheder benytter sig allerede af forskellige værktøjer til de sociale medier. Hvis ikke din virksomhed er med på vognen endnu, er det bare om at komme ombord. Det er svært at forudsige præcis hvor meget tid, der kan spares på at benytte disse værktøjer, men alt efter din indsats på de forskellige sociale platforme, er der mulighed for at spare et par timer om ugen. Der findes et hav af forskellige værktøjer, der kan hjælpe med at planlægge, poste og analysere på dine forskellige sociale platforme. Nogle gode eksempler er Buffer, Hootsuite og Socialoomph. I starten vil det tage lidt tid at blive bekendt med de forskellige værktøjer, og finde ud af hvordan man får mest ud af brugen, men tiden er godt givet ud i forhold til hvor effektiv en hjælp, det kan ende med at blive.

Få inspiration til gode værktøjer med denne liste over 10 gode social media tools.

2. Genbrug gamle posts

Nogle posts har særlig højt engagement, så hvorfor ikke udnytte det og poste disse igen? Her er det værd at overveje, hvor længe der skal gå imellem, at et opslag genbruges. Som udgangspunkt har posts ikke særlig lang levetid, og det er derfor de færreste, der vil bide mærke i, at det samme indhold bruges igen. Der findes forskellige værktøjer, der kan hjælpe med at genbruge og reposte gamle opslag. Edgar er et godt sted at starte. Her kan du organisere dit indhold ved brug af filtre og opsætte køsystemer.

Tip: Hvis du genbruger udvalgte opslag, kan du gøre “genbruget” mindre synligt ved at lave opslaget på en nye måde. Fx kan du poste som link med lille billede den ene gang, og som stort billede den næste.

3. Systematisér dit indhold

Organiserede og let tilgængelige systemer er guld værd ift. at systematisere dit indhold, da disse systemer kan sikre din virksomhed højere produktivitet på mindre tid. Med denne type systemer kan du samle og overskueliggøre indhold. Det vigtigste her er ikke hvilket system, du benytter, men at det er det rigtige system for dig og din virksomhed.

Der findes forskellige systemer, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Nedenfor finder du nogle eksempler på systemer, og hvordan de kan anvendes:

  • Brug Feedly til at indsamle indhold.
  • Opsæt Pocket sammen med Feedly, så du kan tilføje artikler til din liste med et enkelt klik.
  • Brug IFTTT til automatisk at sende artikler fra Pocket til din Buffer kø af planlagte posts.

Alt dette kræver lidt tid at sætte op, men når du først er kommet i gang, vil det spare dig tid på den lange bane.

4. Del indhold på flere sociale medier samtidig

Hvis du er til stede på flere forskellige sociale medier, kan det være en fordel at poste det samme indhold gennem flere kanaler samtidig. Det kan være i form af en berigende artikel, et spændende jobopslag eller noget helt tredje. Værktøjet Buffer gør det muligt at sprede indhold gennem forskellige kanaler med bare et enkelt klik.

Det er dog ikke alt indhold, der har godt af at blive postet gennem flere forskellige kanaler, og nogle gange er det derfor nødvendigt at tilpasse indholdet til det specifikke medie og den konkrete målgruppe.

5. Opsæt notifikationer på relevante emner

Et effektivt redskab er at opsætte notifikationer, der informerer dig om, hvornår emner, der er relevante for din virksomhed, omtales på de sociale medier. Du kan eksempelvis gøre brug af Mention eller Google Alerts, hvor du selv kan indstille de emner, du gerne vil alarmeres om. Dette sparer dig en masse tid på at scrolle igennem en masse indhold uden relevans, og hjælper dig med at fokusere dine ressourcer og dit engagement, der hvor det er nødvendigt.

Ved brug af de rigtige metoder og værktøjer, kan du effektivisere din tilstedeværelse på de sociale medier og spare betydningsfuld tid og kræfter. Det handler om at finde de metoder, der passer til dig og din virksomhed, som du kan indtænke i din social media marketing strategi.

Hvad har du gjort af erfaringer i forhold til effektivisering og tidsbesparelse på de sociale medier?

Del gerne dine gode tips herunder.

 

Artiklen er skrevet med inspiration fra denne artikel.

Skriv en Kommentar