Der har i de seneste år været stor debat om, hvad en Facebook fan er værd for virksomheder. Dette kan dog være et misledende fokus, fordi man ledes til at tro, at det er antallet af fans, der bestemmer virksomhedens succes på Facebook. I virkeligheden er det næsten umuligt at sætte tal på, præcis hvor værdifuld en fan er. Det er nemlig langt fra alle fans, der får alle opdateringer i deres news feed og derfor ikke er lige engagerede i sidernes indhold.

Hvad er Edgerank?

Indholdet i Facebooks news feed er unikt for hver bruger, fordi det sorteres af algoritmen Edgerank, hvor “Edge” er interaktion på Facebook. I korte træk sørger den for, at alle brugere kun kan se det indhold i deres news feed, som er mest relevant for dem set ud fra de tre parametre, som er listet nedenfor. Uanset hvor mange venner hver enkelt bruger har, er det således kun gennemsnitligt 150 opdateringer, der kommer igennem nåleøjet.

Edgerank formlen tager sig ud i mange variationer, men i bund og grund sorterer den indholdet på baggrund af denne formel:

Affinity: Tilhørsforholdet mellem brugeren (din fan) og den, der opdaterer (dig).

Pointen her er, at jo mere aktiv en bruger er over for en side, jo mere vil brugeren se til sidens opdateringer i sit news feed. Sandsynligheden for, at éns budskaber lander hos modtagerne øges altså, jo mere de udviser interesse over for siden igennem kliks, likes og kommentarer.

Engagement: Det gennemsnitlige engagement brugerne viser over for siden.

Her er det vigtigt at bemærke, at statusopdateringer (tekst) ikke har lige så stor ”Edge vægtning” som fx videoer, links og billeder, som derfor øger sandsynligheden for visning. Dog skal man sørge for at variere indholdet af sine opdateringer, da det er forskelligt, hvad éns fans vægter højest.

Aktualitet: Opdateringernes nyhedsværdi.

Jo nyere opdateringerne er, jo større er sandsynligheden for visning. Et godt tip er at opdatere, når målgruppen er online. Ellers vil indholdet ”forældes” og miste nyhedsværdi, når målgruppen logger på. Det er også en god ide at poste på et andet tidspunkt end konkurrenterne for at undgå at blive udkonkurreret på opdateringer.

Hvad kan du gøre for at højne din sides Edgerank?

Der findes ikke nogen facitliste for, hvordan man kommer til at ligge nummer 1 i sine modtageres news feed. Dog giver en forståelse for, hvordan Edgerank fungerer, afsendere muligheden for at påvirke deres Edgerank positivt ved at forbedre de tre parametres værdi.

Generelt set skal man skal sørge for at opdatere sin side ofte, med relevant info for brugerne for at opnå aktualitet. Er man ikke aktiv nok, risikerer man at éns fans slet ikke får opdateringerne på deres  news feed, hvilket selvfølgelig forhindrer dem i at udvise engagement, med mindre de aktivt opsøger siden. Omvendt skal man heller ikke spamme brugerne med opdateringer, da man så risikerer at miste dem som fans, så det gælder om at finde en god balance. I artiklen Hvor tit skal der postes? kan du få gode ideer til, hvornår på dagen og hvor tit du skal opdatere din side for at nå flest brugere.

Man kan også søge at engagere brugerne mere i sin side. Eksempelvis har mange erfaret, at fans er mere tilbøjelige til at kommentere på spørgsmål eller kritiske holdninger end statusopdateringer af mere informativ karakter. Så man bør tænke nyt i sit ordvalg og forsøge at skille sig ud fra konkurrenterne for at fange brugernes interesse, så de er mere tilbøjelige til at klikke sig ind på siden.

Tjek din Edgerank – hvor mange rammer du?

Det kan være interessant for din virksomhed at vide, hvor mange I helt præcis rammer med jeres side. Til formålet findes der mange værktøjer, der kan hjælpe dig med nogle brugbare fakta. Det er forskelligt, hvilke strategier der fungerer bedst fra virksomhed til virksomhed, så det kan kun anbefales, at du prøver dig frem, og bruger nogle af disse værktøjer til at give dig et prej om I er på vej i den rigtige retning.

Facebook Insights er et let-overskueligt og gratis værktøj, der viser dig præcis hvor mange brugere, du rent faktisk rammer med din side. Her skal det nævnes, at du igennem dine fans engagement også rammer brugere i deres netværk, som potentielt set er fremtidige fans, og dermed kan ses som en sekundær målgruppe. Hvor langt dine opdateringer rækker kan du se med dette værktøj.

Med Page analyzer behøver man ikke at være administrator på en Facebook side. Dette værktøj tillader altså, at du kan sammenligne din Edgerank med dine konkurrenters. Dog skal din side have mere end 1000 likes, før du kan få resultater.

Edgerank Checker giver flere detaljerede oplysninger end Page analyzer, men kræver også, at man er administrator på siden. Der er både en gratis version, og en betalt version, som selvfølgelig giver flere oplysninger, der kan bruges til konkurrentanalyser og optimering.

Artiklen er udformet med inspiration fra artiklerne Sådan får du størst eksponering på Facebook med Edgerank, hvor du kan få flere tips om, hvordan du øger din Edgerank, og hvordan du kan estimere værdien af dine fans.

Hvad er dit bedste tip til at skabe engagement på Facebook?

Har du en rigtig god ide til eller erfaring med at skabe engagement på Facebook? Så skriv gerne en kommentar eller et link i kommentarfeltet herunder.

2 Svar
  1. Mikkel Henning

    Rigtig spændende læsning.
    En ting jeg også har bemærket er at på ens personlige profil også kan opnå den samme høje ranking afhænging af ens posts dvs type af indhold, som netop tvinger ens venner i netværket til at tage stilling til det man smider op i en statusopdatering. Billeder virker absolut bedst sammen med humor.

    Derfor mener jeg også at Facebook har stort potentiale for personlig branding.

Skriv en Kommentar