Brug dit LinkedIn netværk til at fremme din karriere

Ønsker du at etablere professionelle kontakter, deltage i faglige netværk eller finde dit næste job? I denne artikel bliver du klogere på, hvordan du aktivt kan bruge dit LinkedIn-netværk til at skabe karrieremuligheder.

Udover at LinkedIn fungerer som et digitalt CV, der afspejler din faglige viden, er LinkedIn også en vidensbank for alle de mange kompetencer og muligheder, som dit netværk rummer. Vi har samlet nogle punkter, du bør arbejde med, hvis du ønsker at bruge dit netværk til at fremme din karriere.

1: Din profil er et strategisk karriereredskab

Først og fremmest anbefaler vi, at du arbejder med din personlige profil og løbende holder den opdateret, da din profil afspejler din faglige viden. Dette spiller en stor rolle, når du skal skabe karrieremuligheder via dit netværk.

Få 10 gode tips til din LinkedIn profil her.

2: Brug dine netværksforbindelser

Du skal tænke netværk som en langsigtet strategi, hvor du løbende plejer dine forbindelser. Du ved ikke hvem, der kan blive en nyttig forbindelse i fremtiden, og alle du kender kan i princippet være med til at åbne op for dine karrieremuligheder.

Ønsk tillykke med det nye job

En måde at fastholde relationen på er at ønske dine forbindelser tillykke med deres nye job. Du skal ikke like eller kommentere på opdateringen, men derimod sende en privatbesked til vedkommende (for at holde relationen personlig og ikke spamme dit eget netværk). Dette er en god mulighed for at spørge forbindelsen til råds, hvis du også overvejer at skifte job, søger en specifik viden, som vedkommende kan give dig eller mangler en indgangsvinkel til virksomheden, som vedkommende arbejder for. Har I ikke haft kontakt i lang tid, kan du med fordel skrive, hvornår og hvor jeres relation er startet eller nævne en fælles forbindelse. Selvom du ikke har brug for at komme i kontakt med dem nu, skal du se det som en god anledning til at vedligeholde relationen. Det kan være, du får brug for netop disse forbindelser, eller nogen i deres netværk, i fremtiden.

Del værdifuldt indhold

Du skal være bevidst om, at hvis du selv bidrager med værdi til dit netværk, er det nemmere at bede andre om hjælp. Vær villig til at dele med dit netværk og invester noget af dig selv. Ved at dele berigende og værdifuldt indhold med dine forbindelser, kan du skabe et positivt indtryk af dit professionelle jeg.

Læs mere om, hvordan du sikrer berigende indhold her.

Personlig og klar kommunikation

Mange henvender sig ureflekteret ud til hele netværket, hvor de eksempelvis beder netværket om at holde øje med relevante jobs eller lede efter en ny samarbejdspartner. Denne anmodning kan hurtigt blive glemt, og vi opfordrer til, at du i stedet grundigt kigger efter, hvem der arbejder hvor og spørger dem, om de kan hjælpe med en indgangsvinkel til jobbet eller den potentielle nye samarbejdspartner. Spørg dem om noget, som de kan svare på som eksempelvis, hvad der lægges vægt på i deres virksomheder, hvis du ønsker at søge jobbet. Når du henvender dig til en i dit netværk, skal det være tydeligt, hvad du forventer, at vedkommende kan hjælpe med, og hvorfor du lige præcis henvender dig til denne person.

Tip: Hvis der er en person, du ønsker at arbejde med, kan du med fordel kommentere på et opslag eller spørge dem til råds om et bestemt emne.

3: Udvid dit netværk

Hver person, du connecter med, kan introducere dig til +400 personer, +100 virksomheder og +500 jobmuligheder. Det er derfor vigtigt, at du arbejder aktivt med at udvide dit netværk – samtidig med at du skaber kvalitet.

  • Skab forbindelser med nuværende eller tidligere kollegaer. Brug LinkedIn til at finde tidligere kollegaer eller personer, som du har mødt i arbejdsmæssige sammenhænge.
  • Skab forbindelse til studiekammerater. For at finde alumner, skal du blot skrive dit tidligere universitet i søgefeltet.
  • Bed om at blive introduceret gennem en fælles forbindelse. For eksempel hvis du er interesseret i en jobannonce, samarbejdsmulighed eller potentiel kunde, og én i dit netværk er forbundet med den pågældende virksomhed og kan introducere dig.

Læs mere om, hvordan du udbygger dit netværk til live events her

For at lære mere om de topforbindelser, du allerede har, og hvordan hver person kan hjælpe dig hen imod dine karrieremål, kan du udforske dine personlige LinkedIn-indsigter. Hvis du bruger dit netværk rigtigt, kan det have stor værdi for din karriere – både hvis du er jobsøgende eller leder efter nye forretningsforbindelser.

Her kan du læse mere om, hvordan du bliver set af headhunteren på LinkedIn

Har du tips til, hvordan netværket på LinkedIn kan bruges til at fremme karrieren?

Vi hører gerne dine råd i kommentarfeltet herunder.

Denne artikel er skrevet med inspiration fra LinkedIn.

Skriv en Kommentar

 

Bliv klogere på LinkedIn

Vi afholder løbende kurser i den professionelle brug af LinkedIn. I øjeblikket har vi 3 forskellige LinkedIn kurser.
Læs mere om mulighederne