Professionel brug af Snapchat på B2B-markedet

Snapchat er blevet populært at bruge i markedsføringen af B2C-virksomheder. Men kan Snapchat også bruges professionelt af virksomheder på B2B-markedet? Det korte svar er ja! Vi giver dig her 4 gode måder, hvorpå du kan bruge Snapchat i din egen B2B-markedsføring. 

Artiklen er opdateret 14. april 2020.

Snapchat er kommet for at blive og har nu flere daglige brugere end selveste Twitter. Der er derfor ingen grund til at begrænse din B2B-markedsføring på de sociale medier til LinkedIn og Twitter. Men hvordan får du så mest ud af din Snapchat-markedsføring, så den både resulterer i et styrket brand, et større netværk og et øget salg?

1. Styrk din Employer Branding

Arbejdsstyrken bliver yngre og yngre, og de såkaldte Millenials er nu den største årgang i USA. Millenials består af aldersgruppen 20-35 år og lige præcis blandt denne målgruppe, er Snapchat et hit. Snapchat har over 200 mio. daglige brugere – og langt størstedelen af disse udgøres af Millenials. Hvis du er på jagt efter nyt talent til din virksomhed, bør du altså overveje at inkorporere Snapchat i dine Employer Branding aktiviteter. Mediet kan bl.a. bruges til at give din målgruppe et indblik i din virksomheds kultur og værdier. Det er vigtigt, at dit content indeholder en bred vifte af medarbejdere og arbejdsopgaver fra din virksomhed – og gerne i form af både billeder og videoer. Overvej desuden at inkorporere et link, der fx leder videre til din virksomheds Company Page, karriereside på LinkedIn eller lign.

2. Promover dit event

Med Snapchat har du mulighed for at anvende “Geofilters”, der gør det muligt at fremhæve, hvor du er. Dette kan du anvende i promoveringen af din virksomheds events. Funktionen gør det nemlig muligt for gæsterne til eventet at vise deres Snapchat-netværk, hvor de er, og hvad de laver i øjeblikket. Derved øges opmærksomheden omkring eventet og din virksomheds brand, fordi det indgår i andres Snapchat-beskeder og ikke mindst Snapchat Stories. En afgørende faktor er, at du krydsmarkedsfører dit Snapchat Geofilter via andre sociale medier for at gøre eventets gæster opmærksomme på, at de kan gøre brug af et Snapchat-filter i forbindelse med eventet.

3. Brug storytelling

Snapchat og MyStory-funktionen er det perfekte værktøj til at tilknytte en historie til din virksomheds brand og derved høste storytellingens mange frugter. Brug det til at dele “behind the scenes”-øjeblikke, fremhæve månedens medarbejder eller lanceringen af et nyt produkt. Med Snapchat kan du nemt og hurtigt indfange øjeblikket og skabe en historie og en personlighed omkring dit brand. For at styrke dit brands historie kan du ligeså tilknytte en maskot eller en anden form for ambassadør, som et symbol for din virksomheds og dens værdier. Lad denne optræde i dine Snapchat Stories og personificér din virksomheds brand.

4. Udvid dit netværk

Salg på B2B-markedet er bl.a. afhængigt af forbindelser og netværk – og Snapchat kan være indgangen til det yngre segment, der udgør en stadig større del af arbejdsstyrken. Hvis du ikke er fortrolig med at bruge Snapchat, kan du med fordel søge hjælp hos en af dine yngre ansatte, som højst sandsynligt bruger mediet til daglig. Lad dem repræsentere din virksomhed og dens brand via deres personlige profiler og opfordre dit netværk til at subscribe til profilen. Hvis du ikke bryder dig om at inkorporere dine medarbejderes personlige profiler på de sociale medier, kan du i stedet invitere en person i dit netværk med en lang kontaktliste på Snapchat til et event afholdt af din virksomhed. I bytte vil eventet og dit brand blive delt blandt et bredt netværk af potentielle nye kunder.

Mulighederne for at styrke dit brand og udvide dit netværk via Snapchat er utallige, og det ER muligt for B2B-virksomheder at tilslutte sig Snapchat-revolutionen. Det kræver blot en smule kreativitet og mod at starte rejsen i Snapchats endeløse verden af muligheder.

Hvilken erfaring har du selv med at bruge Snapchat professionelt på B2B-markedet?

Del gerne dine egne erfaringer herunder.

Denne artikel er skrevet med inspiration herfra.

Skriv en Kommentar

 

Master Class i sociale medier

Sociale medier er noget, som stort set alle virksomheder gør brug af, men det er langt fra alle, der opnår det ønskede udbytte. På denne Master Class gennemgår vi de sociale platformes kvaliteter, muligheder, styrker og begrænsninger sat i relation til virksomhedstype og mål.
Læs mere her