Storytelling

Storytelling er et anerkendt og ofte brugt redskab i virksomheders markedsføringsstrategier. At opbygge din markedsføring og dit brand omkring en historie er en måde, hvorpå du både kan differentiere dig fra dine konkurrenter – og ikke mindst tiltrække opmærksomhed fra både nuværende og potentielle kunder. Men hvad er egentlig magien bag storytelling? Og hvorfor er det så populært både blandt virksomheder og forbrugere? I denne artikel kan du blive klogere på storytellingens kunst.

Historiefortællingens koncept er ligeså gammelt som mennesket selv: Siden urtiden har historier været menneskets foretrukne kommunikationsform og er en fundamental måde, hvorpå vi kommunikerer med hinanden. Historiefortællingens medie har ændret sig drastisk igennem tiden: Fra urtidens huletegninger, til egypternes hieroglyffer til nutidens billeder og videoer af høj kvalitet. Men på trods af disse banebrydende ændringer i måden hvorpå historier fortælles, har selve historiefortællingens koncept ikke ændret sig ret meget igennem tiden.

Derfor virker storytelling

Historiefortælling, også kaldet “storytelling”, har en hel særlig effekt på os som mennesker. Informationer, der videregives til os via fx traditionel undervisning, bøger og PowerPoint-præsentationer er sjældent noget, vi husker i mere end et par timer. Informationer givet til os via en historie, som ex en ven eller kollega fortæller os om en nylig hændelse, kan vi derimod ofte genfortælle en uge efter – og så endda med historiens mindste detaljer.

Når der fremlægges fakta og figurer for os, aktiveres én særlig del af hjernen, der bearbejder denne information. Men når noget fremlægges for os ved hjælp af en historie, aktiveres ikke blot én del af hjernen. Tværtimod aktiveres flere af hjernens neuroner, når indhold leveres til os i historieform. Jo flere følelser, der er involveret i historien – eller i historiefortællerens stemme – jo mere kan vi relatere til historiens og ikke mindst historiens ejermand, og derved etableres den altafgørende identifikation og relevans.

Historier sætter vores hjerner på arbejde, fordi de ofte indeholder et væld af detaljer og beskrivelser, som gør det muligt at forestille sig scenariet og genleve historien i vores hoved – og måske endda ligefrem genleve historien med vores sanser. Forestil dig fx, at din kollega sagde: “Jeg spiste en kage i går”. Det vækker ikke meget i din hjerne, vel? Forestil dig så, at en anden kollega sagde: “Jeg spiste en kage i går. Den var friskbagt og lavet af både intens chokolade, bitre valnødder – og den var endda toppet med friske, sprøde jordbær. Den blev serveret med vaniljeis til, og fordi kagen stadig var lun, smeltede isen ud over kagen.” Uden overhovedet at tænke over det, har din hjerne med garanti givet dig et mentalt billede af kagen – og måske kunne du endda smage eller dufte den med tanke på sidste gang, du nød en brownie med friske bær og is.

Sådan kan du bruge det

En nem måde at implementere storytelling i din markedsføringsstrategi på er ved at bruge de sociale medier. Med storytelling som værktøj sikrer du tilmed, at dit content er både, berigende, personligt og relevant, som er altafgørende, hvis du vil opnå succes på de sociale medier. De forskellige sociale platforme tilbyder alle hver deres særegne måde, hvorpå du kan fortælle historien om dit brand – og det bedste er, at storytelling på de sociale medier ikke kræver ret meget mere end, at du er ærlig og personlig i din kommunikation. Du behøver ikke at have læst hverken journalistik eller være forfatter.

Nedenfor har vi listet forskellige måder, hvorpå du kan inkorporere storytelling i din SoMe-strategi, uanset om du foretækker Facebook, LinkedIn, Snapchat eller en af de andre sociale platforme:

  • Nyheder: Aktuelle nyheder og begivenheder, der har relevans for din virksomhed og dine kunder, kan du med fordel skabe en historie omkring. Skriv historien, så der ikke hersker tvivl om relevansen for dine modtagere.
  • Fejl: Det er i denne slags historier ærligheden kommer ind i billedet. Vi laver alle fejl, men hvis du fortæller historien om fejlen fra din vinkel før alle andre – og måske endda undskylder – mindsker du risikoen for samt mængden af kritik. At fortælle åbent om virksomhedens fejl er tilmed en god metode til at vise, at der er mennesker bag virksomheden – og du kan derved personificere virksomhedens brand.
  • Historie og baggrund: Ligesom du på din hjemmeside sandsynligvis har dedikeret en side til virksomhedens historie, kan du med fordel fortælle historien og baggrunden for virksomheden på de sociale medier. Understreg, hvad jeres brand er kendt for, jeres kernebudskab og vision – og ikke mindst, hvad I som virksomhed står for.
  • Kundeoplevelser: En anden måde, hvorpå du kan personificere dit brand via storytelling, er ved at fortælle dine kunders historie. Husk blot at spørge om tilladelse, inden du bruger kundens navn. Det anbefales ikke at anonymisere kundens historie, da både billede og navn er en stor del af den identifikation, man bestræber sig på at skabe hos sine modtagere.
  • Medarbejderfortællinger: Erfaringer samt personlige fortællinger fra dine medarbejder er en af de bedste måder, hvorpå du kan tilføre dit brand personlighed. Lad dine medarbejdere fortælle om arbejdsopgaver, fritidsinteresser, motivationsfaktorer osv. – og husk så igen at tilføje både navn og billede for identifikation. Medarbejderens fortælling kan også fortælles via behind-the-scenes-historier.
  • Billeder og video: Storytelling behøver nødvendigvis ikke foregå via tekst. Hvis din målgruppe har en større tendens til at følge med, hvis indholdet består af video og billeder, så vær ikke bange for at implementere dette. Billeder og video er desuden en smutvej til blikfang og personificering af brandet, hvis der indgår personer.

Hvad er din erfaring med storytelling på SoMe?

Del gerne dine oplevelser og erfaringer med os i kommentarfeltet herunder.

 

Denne artikel er skrevet med inspiration herfra.

Del & udskriv side


Kommentar