De personlige profiler på LinkedIn har fået et nyt og mere strømlinet design. Men dette er kun første skridt på vejen mod en mere professionel og overskuelig profil. Hvis din personlige profil skal skille sig ud og understøtte dit personlige, professionelle brand, skal der skæres ind til benet. I denne artikel kommer vi med 4 anbefalinger til, hvad du kan slette fra din personlige profil allerede i dag.

2017 blev året, hvor LinkedIn implementerede en række banebrydende ændringer på platformen. Herunder har de personlige profiler fået nyt design, som efterhånden er blevet rullet ud til alle de personlige profiler på LinkedIn. Formålet med de mange ændringer er at strømline LinkedIn som platform for at skabe en mere fokuseret og professionel oplevelse – og ikke mindst for at undgå forstyrrende elementer i brugen af LinkedIn.

Læs mere om de personlige profilers nye design på LinkedIn her.

De personlige profilers design har altså fået sig en overhaling, så de er mere brugervenlige og overskuelige end før. Hvis du har høje ambitioner for din tilstedeværelse på LinkedIn, kan du dog ikke læne dig tilbage endnu. For at få det optimale ud af det nye design, er du nødt til at rydde op i det indhold, du har fyldt din profil med igennem årene. Derved sikrer du også, at din personlige profil kun indeholder data og oplysninger, som styrker dit personlige brand og din nuværende professionelle profil.

Klik her og lær, hvordan du kan skille dig ud med visuelt indhold på LinkedIn.

Nedenfor kan du læse om de 4 ting, der absolut ikke må tage plads samt opmærksomhed på din personlige profil.

1: De meget gamle erfaringer

Har du stadig dit praktikophold fra 2007 stående under dine erfaringer? Eller dit fritidsjob fra gymnasiet? Overvej at lade gamle erfaringer som disse lade livet. Når meget gamle joberfaringer er listet på din personlige profil, risikerer du, at de tiltrækker unødvendig opmærksomhed på bekostning af dine nye og mere relevante erfaringer.

Lad dine seneste to jobs sælge dig og din professionelle kunnen – og kog så resten af din erfaring (7-10 år tilbage) ned til det mest essentielle i din beskrivelsen. Tit er din jobtitel og virksomhedens navn nok, når erfaringen er mere end 7 år gammel. Jo længere tilbage i din jobhistorik, du kommer, jo mindre information er nødvendig.

2: Ikke-anerkendte skills

Din “Skill”-sektion er en oase af nøgleord, som kan komme dig til gode, når virksomheder er på jagt efter den næste helt rigtige medarbejder, eller når der søges efter den næste samarbejdspartner eller leverandør af forskellige produkter/services. Af samme grund bruges denne sektion af mange for at søgemaskineoptimere profilen ved at implementere en række relevante kompetencer. Derfor kan det også være fristende at tilføje 50 forskellige skills til din profil – men træd varsomt! Du bør fokusere på de vigtigste kompetencer, og hav gerne fokus på at få anerkendelser fra kollegaer, tidligere kollegaer, samarbejdspartnere, kunder og lign., som kan være med til at understøtte, at du rent faktisk besidder de listede kompetencer.

Lær mere om “Skills” på LinkedIn her.

3: Irrelevante præstationer

Før LinkedIn implementerede det nye design for de personlige profiler, havde dine professionelle projekter, udmærkelser og priser samt sprogkundskaber hver sin sektion. I dag er de samlet under en sektion kaldet “Præstationer”. Det er et klogt træk af LinkedIn, da det netop er med at understøtte det overskuelige og strømlinede design uden en masse unødvendigt indhold.

Men der er dog et trade-off: Disse forskellige præstationer kæmper nu mod hinanden for at tiltrække opmærksomhed. Derfor er det vigtigt, at du gennemgår denne sektion grundigt og identificerer de præstationer, som er vigtige, så de bliver bemærket. Resten kan du med fordel sortere i. Det anbefales, at du fjerner de sprog, du ikke taler flydende. Når du er i gang, kan du også roligt fjerne karakterer samt gamle kursusbeskrivelser fra din uddannelsestid (hvis du vel og mærke har været erhvervsaktiv en god rum tid).

Hvis du har tilføjet certifikater, projekter, der gik i vasken eller URL’s, der ikke længere er gyldige, er det også nu, at disse skal gennemgås og ryddes ud i. De skaber ligeså overflødig støj på din personlige profil. Fjerner du disse, vil der være mere plads til mere imponerende – og ikke mindst relevante – præstationer. Idéen er at highlighte de dele af dit professionelle liv, som reflekterer det personlige brand, du stræber efter at skabe lige nu.

4: Forældede anbefalinger

Det er altid rart at få ros – særligt når andre også kan se og høre, hvor dygtig du er. Ikke desto mindre, er det vigtigt, at du ikke holder fast i gamle anbefalinger, blot fordi din tidligere arbejdsgiver har skrevet pæne ting om dig og dit arbejde. Du risikerer nemlig, at dine gamle anbefalinger underminerer din nuværende professionelle profil eller dine nuværende kompetencer.

Selvfølgelig skal du ikke fjerne anbefalinger fra særligt anerkendte personer – eller hvis anbefalingen er af særligt rosende eller kendetegnende karakter. Men i de fleste tilfælde bør du fjerne eller erstatte gamle anbefalinger til fordel for anbefalinger, der understøtter din nuværende professionelle profil og retning.

LinkedIn er et sted, hvor du kan fortælle en præcis, meningsfuld og ikke mindst overbevisende historie om dine professionelle talenter – og ikke et depot for hele din karriere fra dit første fritidsjob. At skære distraherende og ikke-aktuelt indhold fra virker måske underligt i starten, men det er afgørende i forsøget på at imponere din kommende arbejdsgiver med din personlige profil – og ikke mindst i skabelsen af dit personlige, professionelle brand.

Hvilke ting har du skåret fra din personlige profil på LinkedIn for at styrke dit personlige, professionelle brand?

Del gerne dine tips og tricks til en strømlinet LinkedIn-profil i kommentarfeltet herunder.

Denne artikel er skrevet med inspiration herfra.

Del & udskriv side


Kommentar