4 tips til din e-mail marketing strategi

E-mail marketing er essentielt, når det kommer til ROI på virksomhedens digitale markedsføring. Vi giver dig her 4 gode råd til at give din e-mail marketing strategi et løft.

1. Gør dine e-mails mobilvenlige

Efterhånden tilgår flere og flere deres e-mail via deres mobiltelefon – faktisk peger flere undersøgelser på, at omkring 50-60% åbner deres mails på deres telefon. Det er derfor vigtigt, at du sørger for, at dine mails er mobilvenlige.

For at opfylde dette må du sørge for, at dine e-mails og nyhedsbreve er lavet i et responsivt design. Det betyder, at dit indhold tilpasser sig skærmstørrelsen på enhver enhed, herunder både mobil, tablet og pc. Det er ikke alle e-mail udbydere, der tilbyder responsivt design, så derfor må du starte med at tjekke op på dette. Vær desuden opmærksom på om din udbyder har en skabelon, der automatisk laver responsivt design i alle dine e-mails.

Når der er styr på det responsive design, må du rette opmærksomheden mod skrifttypen i dine mails. Det anbefales, at man bruger en sans serif font i alle online tekster, da denne er mere læsevenlig på en skærm end en serif font – dog kan sidstnævnte benyttes i overskrifter pga. skriftstørrelsen. Desuden bør din tekst ikke have en mindre skriftstørrelse end 12 eller større end 22.

2. Spørg din målgruppe

Den letteste måde at finde ud af, hvad der interesserer dine læsere, er ved at spørge dem. Spørg dem eksempelvis om, hvilken slags indhold, der appellerer til dem, hvad deres største udfordring er, eller hvilke produkter og servicer, de bruger. Du kan også overveje at spørge dem om, hvor ofte de ønsker at modtage mails fra dig.

Måden at spørge din målgruppe, kan være gennem surveys. Hertil kan du ex bruge SurveyMonkey, Kwiksurveys og SurveyPlanet. På disse sites kan du nemt lave dine egne undersøgelser, men husk altid at gøre dem korte med 5-7 enkle spørgsmål, for at mindske chancerne for, at folk falder fra undervejs. Hvis du har svært ved at få folk til at besvare din survey, kan en mulighed være at lave en konkurrence.

Det er værd at være opmærksom på, at det folk siger i undersøgelser ikke altid stemmer overens med det, de rent faktisk gør. Det er derfor en god idé at sætte dine brugerundersøgelser op imod dine tal fra tidligere udsendelser af e-mails, hvorved du får en bedre fornemmelse for, hvad din målgruppe vil læse om.

3. Målinger

Måling og evaluering er en nødvendighed, når det kommer til din e-mail marketing strategi. Hvis du ikke kender dine resultater, har du ikke mulighed for at forbedre dem eller finde ud af, om dine nye tiltag fungerer efter hensigten.

Her er en kort oversigt over nogle af de metrics, det er værd at måle på:

  • Conversion rate: Her får du et overblik over, hvor mange der har klikket på din call-to-action, downloadet din rapport, klikket på dit vedhæftede link el.lign. – kort fortalt hvor mange konverteringer du har fået ud af din e-mail. Hvis ikke dit e-mail marketing system kan udregne konverteringer, kan du ex benytte Google Analytics.
  • Bounce rate: Find ud af hvor mange af dine e-mails, der ikke er blevet leveret. Bounce rate giver dig en oversigt over procentdelen af de e-mails, der ikke er blevet accepteret af modtagerens server.
  • Åbningsrate: Denne viser, hvor mange der åbnede din udsendte e-mail. Den gennemsnitlige åbningsrate for brands ligger mellem 18-25% – det er dog meget individuelt fra branche til branche.
  • Klik rate: Hvad klikker folk på, og hvor mange klikker rent faktisk? En indsigt heri giver dig bedre mulighed for at optimere indholdet i dine mails og identificere læsernes interesse.
  • Unsubscribe rate: Dette viser, hvor mange der afmelder sig mails fra dig. Hvis du oplever en stigning i afmeldinger, kan det fx betyde at frekvensen af dine mails er for høj, eller at indholdet ikke er relevant.

4. Få mere ud af dit content

Laver du indhold i form af blogindlæg, videoer eller billeder? Så genbrug det i dine e-mails. Du kan også genbruge dit indhold ved at bruge det på nye måder, som fx at samle dine bedste indlæg i en top 10 eller lave en artikel om til en infographic.

Du kan implementere dette ved at inkludere en teaser til noget af dit mest populære indhold med et “læs mere her”-link ind til dit website. Herved øger du trafikken til dit site, ligesom at du udnytter dit gode content.

Genbrug af content deler vandene ift., om det er en god eller en dårlig idé. Vi ser dog flere fordele ved at genbruge godt content. Fx kan det skabe mere trafik til dit site samt give dig mulighed for at nå dine følgere. Godt content mister ikke nødvendigvis relevans efter nogle måneder, hvorfor det giver god mening at udsende det på ny til dine nyerhvervede følgere ex i et separat nyhedsbrev.

Der er flere elementer, der spiller ind i arbejdet med en succesfuld e-mail marketing strategi. Vigtigst er, at du planlægger din strategi, får indblik i  tidligere udsendelser og hele tiden forbedrer dine initiativer – så er du på rette vej! Du kan desuden forbedre dine e-mails med et nyt design, en ny template eller afprøve nye typer af subject lines.

Indlægget er bl.a. skrevet med inspiration fra dette blogindlæg fra Vertical Response.

Skriv en Kommentar