Mange virksomheder er efterhånden godt i gang med brugen af de sociale medier, faktisk hele 82 % af danske virksomheder, ifølge en ny rapport. Men mange famler stadig lidt, når det gælder målingen af resultatet af den hårde indsats. Herunder får du tips til, hvordan du måler din sociale medie indsats.

Over de seneste par år er vi gået fra at spørge, ”Skal vi være på de sociale medier?”, til ”Hvad skal vi på de sociale meder?” og nu til ”Hvordan måler vi vores indsats på de sociale medier?”. En modningsproces kan man kalde det, men ikke desto mindre, er de alle væsentlige spørgsmål. For ved vi ikke, hvad vi vil opnå med vores tilstedeværelse, kan det være svært at måle, om vores indsats er succesfuld.

Hvordan måler man så på de sociale medier?

Som nævnt, må den første øvelse bestå i at finde ud af, hvad man ønsker at opnå.

Ønsker I fx at opnå:

  • Antal likes/followers/+1’s osv?
  • At de “rigtige” følger virksomheden?
  • Trafik til hjemmesiden?
  • Antal visninger?
  • Antal interaktioner såsom likes, kommentater, shares?
  • Omtale via sociale medier?
  • Spredning af budskab?
  • Kundesupport?
  • Salg?
  • Tilmeldinger til nyhedsbrevet?
  • Eller noget helt andet?

Når formålet er på plads, kan vi bedre opstille nogle mål for indsatsen. Dernæst skal værktøjerne udvælges. Disse kan være alt fra betalte monitoreringsværktøjer til gratis alternativer som Google Analytics eller Facebook Insights.

Har du kun sparsom tid, bør du kort sagt primært måle på de ting, som gør dig bedre til at træffe de rette beslutninger. Det kan fx være hvilke kanaler, du i fremtiden bør bruge din tid og ressourcer på eller hvilke medier, der skaber den bedste trafik, salg eller lign. Men hvad mener andre er værdifulde måleparametre? I rapporten Networked Media FACTBOOK 2012 har man spurgt virksomheder (2.433 respondenter) hvilke parametre, de mener, er gode (eller meget gode) til at måle de sociale mediers evne til at skabe værdi for deres organisation.

  • 85 % synes, at positiv omtale er en god måde at måle værdi af sociale medier
  • 83 % synes, at engagement er en god måde at måle værdien på
  • 81 % synes, at man skal måle på trafik fra sociale medier til virksomhedens hjemmeside
  • 76 % synes, at man skal måle på antal delinger via sociale medier

Når nu størstedelen af rapportens adspurgte mener, at positiv omtale er en god måde at måle værdien af sociale medier på, er det bemærkelsesværdigt, at hele 24 % af de adspurgte slet ikke monitorer omtalen på sociale medier og, at blandt dem som måler, er Google Alerts det mest anvendte redskab. Der findes mange andre gode gratis monitoreringsværktøjer, heriblandt Twitter SearchHootsuite og Kurrently.

Hvad bør man måle på?

Det kan være svært at sætte en ”one fits all” regel op, når det gælder måling på sociale medier, idet succeskriterierne kan være vidt forskellige virksomhederne imellem. Men et par bud på, hvad de fleste har gavn af at måle er:

Facebook reach

Udelukkende at måle på antal ”synes godt om” kan for mange være et lidt kunstigt “direktør-metric”. For bare fordi man har mange likes, betyder det ikke, at man når ud til alle – det handler jo om edgerank. Så du får et mere reelt billede ved at måle på hvor mange, der ser dit budskab. Følger du denne metric tæt, vil du hurtigt opdage hvilke typer opdateringer, der påvirker din ugentlige reach i positiv retning. Fx virker det rigtig godt, hvis folk de deler dine opdateringer. Brug her også meget gerne ”Taler om dette” på Facebook, som angiver hvor mange, der har ”lavet en historie” om dit brand inden for den sidste uge. En historie skabes bl.a. ved at folk liker din side eller liker, omtaler, kommentarer eller deler dit indhold.

Mål på trafik fra de forskellige sociale medier

Vi betaler gerne i dyre domme for relevant trafik fra andre kanaler, så hvorfor ikke få styr på trafikken fra de sociale medier også? Fx kan du i Google Analytics få visualiseret, hvad dine besøgende fra sociale medier foretager sig på dit site, og ved hjælp af avancerede segmenter kan du nemt sammenligne trafikken fra de forskellige sociale medier. For vores eget vedkommende er der ét socialt medie, der klart overskygger de andre, hvad angår mængden af trafik. Omvendt er det andre sociale medier, der topper hvad angår tid brugt på site samt konverteringer. Så det kan godt betale sig at måle indsatsen.

Og husk så at monitorere!

Rigtig mange mener jo tilsyneladende, at måling af positiv omtale på sociale medier er en god måde at måle værdien af sociale medier for deres forretning på. Men så skal det jo også gøres – og gøres jævnligt. Så er du ikke allerede i gang, så prøv nogle af de førnævnte gratis værktøjer.

Mål på hvad folk siger, overvej om I skal blande jer i debatten og bliv hele tiden klogere på, hvilke udfordringer jeres kunder/brugere sider med lige nu. Det gør jer bedre i stand til at handle hurtigt, hvis der skulle blive behov for dette.

Hvordan måler du jeres indsats på de sociale medier?

Del meget gerne egne erfaringer i kommentarfeltet herunder. Hvad måler I på i jeres virksomhed? Hvilke værktøjer bruger I? Og hvad virker, og hvad virker ikke?

Vil du læse mere om måling på sociale medier?

Så kan det være at disse links er noget for dig:

Del & udskriv side


Kommentar