Går du og leger med ideen om at producere video-content, men er samtidig bange for, at det vil vælte virksomhedens budget? Så frygt ej. I denne artikel giver vi dig 7 tips til, hvordan du kan producere video-content af høj kvalitet – på trods af begrænsede midler.

Mange virksomheder afholder sig fra at producere videoindhold til deres sociale platforme af frygt for, at det er forbundet med dyrt udstyr og høje omkostninger. Produktion af video KAN være dyrt og ressourcekrævende – men er I en mindre virksomhed med et lavt budget, er det stadig muligt at lave fængende og professionelle videoklip til jeres platforme. Det kræver blot en lidt større indsats – og ikke mindst kreativitet.

Brug alle nedenstående tips, hvis I ønsker at producere video-content helt uden omkostninger – eller udvælg de enkelte tips og brug dem ift. de budgetposter, I gerne vil spare ressourcer på.

Klik her og læs om de vigtigste video marketing stats, hvis du endnu ikke har fået overbevist din chef eller kollegaer om, at I skal producere jeres eget video-content.

Lær mere om, hvordan du sikrer vellykket videomarkedsføring på SoMe her.

1: Brug kameraet i din smartphone

Kameraudstyr kan være dyrt og er derfor ofte den største barriere til produktion af video-content. Men faktisk er det slet ikke nødvendigt at investere i dyre kameraløsninger. Kameraet i din smartphone kan nemt klare jobbet, så længe modellen ikke er mere end et par år gammel. De nyere smartphones kan optage video af udmærket kvalitet, og der er derfor intet i vejen for at bruge denne til selve optagelsen af jeres videoer.

Når du bruger en smartphone som videokamera, er der nogle få ting, du bør være opmærksom på:

  • Kig ind i kameralinsen, når du optager: Hvis du i stedet kigger på smartphonens skærm, vil dit blik ikke være rettet imod seeren.
  • Hold dit kamera i landskab-vinkel (vandret) – og ikke i portræt-vinkel (lodret).
  • Placér kameraet lige over øjenhøjde: Hvis du placerer kameraet for lavt, vil seeren kun se din hage. Hvis du derimod placerer kameraet for højt, vil seeren blot se toppen af dit hoved.
  • Gem videoerne på din computer: Videooptagelser optager meget plads på din telefon. Det er derfor en god idé at overføre optagelserne til din computer for at sikre, at du har nok plads til at optage med.

2: Brug en hylde som stativ

Når du optager video, er det vigtigt, at kameraet holdes stille for at sikre den bedst mulige kvalitet. Hvis du ikke ligger inde med et stativ, kan du sagtens bruge en hylde. Har du ikke en hylde, der passer perfekt i højden, kan du blot supplere med en eller flere bøger, hvorpå du kan placere dit kamera eller smartphone. De fleste smartphone-kameraer har i dag en selvudløser-funktion, som du kan starte optagelsen ved hjælp af.

3: Udnyt det naturlige lys

Godt lys er et af de vigtigste elementer i produktionen af video-content af høj kvalitet. Det er de færreste, der har et lys-set-up liggende. Heldigvis er den allerbedste lyskilde på markedet helt gratis – solen. Naturligt lys er den allerbedste lyskilde, når du skal optage videoer. Forsøg derfor altid at optage steder, hvor der er masser af naturligt lys og sørg så for, at dit ansigt vender så meget imod lyskilden som muligt. Hvis lyskilden er placeret bag dig, vil det kaste en skygge på dit ansigt.

Synes du, at der mangler lys, kan du supplere med en skrivebordslampe eller lignende. Du bør dog undgå at supplere med lyskilder, der kaster et gulligt skær, da dette ser unaturligt ud på video.

4: Overvej at investere i en mikrofon

Om dit video-content afspejler kvalitet eller ej kan stå og falde med videoens lydkvalitet. Det kan derfor anbefales at investere i en mikrofon til din smartphone, da lydkvaliteten ved optagelse med et smartphone-kamera afhænger af, hvorvidt du er placeret tæt nok på smartphonen, og om du optager i et stille rum uden fx baggrundstøj eller vind. Mikrofoner lavet specielt til smartphones vil ikke vælte jeres budget og vil samtidig højne kvaliteten af jeres video-content bemærkelsesværdigt. Det kan derfor godt betale sig at gøre denne ene lille investering – særligt, hvis I planlægger at dele video-content på fast basis.

5: Brug omgivelserne som baggrund

Baggrunden sætter både scene, tone og stemning for jeres video. Er den sjov og venlig? Seriøs og professionel? At skabe det rigtige set-up for dit video-content er afgørende.

Den billigste baggrund, du kan bruge, er jeres omgivelser. Optag fx foran en opryddet bogreol, hvis du ønsker, at jeres video skal afspejle seriøsitet. Det er gratis, autentisk og kræver ikke andet end en oprydning af jeres bogreol.

6: Brug din computers indbyggede redigeringsværktøj til video

Der findes et utal af videoredigeringsværktøjer derude i ligeså mange forskellige prisklasser. Har du en Mac-computer, kan du med fordel gøre brug af Apples iMovie, som er et redigeringsværktøj, der er gratis tilgængeligt på alle Mac-computere. Programmet er nemt at bruge og tilbyder et væld af brugbare funktioner. iMovie kan i øvrigt hentes gratis ned til din iPhone via App Store, som gør det muligt at redigere video direkte fra din smartphone.

Er du i stedet indehaver af en Windows-computer, har Windows udviklet Windows Movie Maker, som er et basis videoredigeringsprogram, der er meget brugervenligt – og ligeledes helt gratis.

7: Husk en thumbnail

Når dit video-content skal deles på Facebook, Instagram eller andre sociale platforme, anbefales det, at du i starten af din video tilføjer en såkaldt “thumbnail”-grafik, som er det billede, der vises, inden videoen afspilles. En thumbnail skal fungere som appetitvækker til din video – ligesom bagsideteksten på en bog. Overvej derfor nøje, hvordan denne udformes. Lad videoens titel fremgå og sørg så for at thumbnailens baggrund afspejler videoens stemning. Der findes adskillige programmer på internettet, du kan bruge i udarbejdelsen af jeres videoers thumbnails. Prøv fx Canva, der som udgangspunkt er gratis at bruge.

Hvilke sparetips har du ved produktion af video-content?

Vi hører gerne dine råd i kommentarfeltet herunder.

 

Artiklen er skrevet med inspiration herfra.

Del & udskriv side


Kommentar