Vi tror på værdien i at dele viden

Facebook rally – Nissan RUMBLE

Vi har efterhånden fået banket ind i hovedet, at en tilstedeværelse på Facebook er et absolut must. Dette har så resulteret i en konstant kamp om at ville overgå hinanden med kreativt indhold i forsøget på at vinde brugernes gunst. Dertil skal man være opmærksom på, at indholdet på brugernes væg sorteres efter, hvor høj Edgerank (den formel Facebook bruger til at udregne, hvad der skal vises i brugernes newsfeed) siderne har. Der er med andre ord brug for konstant nytænkning i markedsføringen, hvis man vil ramme og engagere sine brugere.

Nissan præsenterer i marts en ny Facebook kampagne, som består af verdens første Facebook reality-show. På 7 dage skal de 4 skandinaviske lande kæmpe om førstepladsen i et racerløb, hvor deltagerne samler brændstof ved at få Facebook likes. Uffe Holm repræsenterer Danmark og skal sammen med en co-driver, som rekrutteres gennem Facebook, forsøge at føre Danmark til sejr gennem opdateringer med billeder, videoer og kommentarer fra turen. Præmien er 10.000 EUR, som gives til et velgørende formål. Alle deltagere kører i Nissan crossovers, hvorfor kampagnen både demonstrerer Nissans produkter, og har potentiale til at skabe stor eksponering igennem brugernes interaktion med kampagnen.

Klikker man ind på kampagnens Facebook site, har det allerede fået  8.600 fans, hvoraf 2.900 personer taler om eventet i deres netværk. Netop dette gør kampagnen interessant at følge, fordi interaktionen vil resultere i høj Edgeranking og derfor ramme bredt.

I næste uges nyhedsbrev går vi i dybden med Edgeranking, så du kan få et overblik over, hvor mange brugere du egentlig rammer med din Facebook side.