Dominerende online marketing tendenser for 2017

2016 var et fremragende år for online marketing, så hvorfor ikke fortsætte succesen ind i 2017?! Vi giver dig her 4 væsentlige online marketing tendenser, som kan sikre, at du kommer godt fra start.

Det handler om at lægge en fremsynet plan, være i stand til at forudse ændringer og hoppe med på de nyeste tendenser før dine konkurrenter, hvis du vil være med på online marketing-vognen. De nedenstående tendenser skal ikke nødvendigvis følges slavisk, men det er en god idé at kende til deres eksistens, så du kan vurdere, om det skal på din marketingmenu for 2017.

Live video streaming

Vi er begyndt at se et større fokus på nu-og-her content på sociale medier, der giver et unikt indblik i situationer, som ikke før har været tilgængelige for omverdenen. Det kan eksempelvis være live streaming fra en kongres, et event eller fra kontoret, som kan gøre nuværende og potentielle kunder klogere på din virksomhed. I takt med at populariteten af mobile løsninger er steget, er live video blevet stærkt udbredt, idet flere apps og platforme giver bedre muligheder for live streaming. Udbredelsen af live videoer har været stødt stigende inden for de seneste år, så mon ikke kurven blot stiger yderligere i 2017.

Visualisering af data

Data er et livsvilkår inden for marketing. Kvalitativ information bruges til at gøre os klogere på, hvem der køber hvad, hvornår, hvorfor, og hvordan der mest effektivt kommunikeres til netop disse. Men den slags data er ikke altid lige let at tolke, og de mange tal og statistikker kan ofte skabe mere forvirring end gavn. Heldigvis eksisterer der efterhånden et hav af værktøjer til at visualisere dine data, hvilket kan være gavnligt for forståelsen og overblikket. Disse værktøjer vil være gavnlige i 2017, for at få mest muligt ud af dine data fra din online tilstedeværelse. Creative Bloq giver ex sine bud på gode datavisualiseringsværktøjer i denne artikel

Native advertising

Nu tænker du måske: Hvad er det lige native advertising dækker over? Native advertising er en form for betalt annoncering, som ikke springer i øjnene som reklame, der forstyrrer brugeren i dennes mediebrug. Dette skyldes, at det falder i ét med det medie, som det forekommer på, således at det stemmer overens med konteksten. Selvom dette ikke er en ny trend, så har mobile devices og de nye medier gjort denne type annoncering lettere at distribuere. Brugen heraf kan være en effektiv måde at fange brugernes opmærksomhed og komme uden om deres øgede kritiske blik på traditionelle reklamer, som de let kan undgå og ignorere. Dertil vil der sandsynligvis opblomstre nye og forbedrede måder at foretage native advertising i 2017.

Kompakt indhold

Det er helt centralt inden for online marketing at kunne skille sig ud fra mængden. Der findes utallige forskellige medier med uanede mængder indhold, og som teknologien udvikler sig, bliver brugerne blot mere krævende og utålmodige i deres online færden. Der eksisterer en konstant søgen efter relevant og berigende indhold, hvilket kan synes som en umulig jagt i de sociale mediers uendelige news feeds med indhold fra alverdens personer og brands. Størstedelen af dette indhold opfattes som støj, hvorfor det filtreres fra. Brugerne hopper fra post til post, skimmer artikler og danner indtryk på baggrund af overskrifter. Derfor handler det om at skabe indhold, der passer til denne tendens. Komplicerede artikler, for lange videoer eller kryptiske figurer, fravælges af de kræsne brugere. De ved, hvad de vil have, og de spilder ikke tiden på ligegyldig udenomssnak. Derfor må du forsøge at tænke dit indhold i en rammende og kompakt form, som tiltrækker brugernes opmærksomhed.

De ovenstående tendenser udspringer af forrige års erfaringer, og de skal ikke ses som endegyldige svar på spørgsmålet om, hvordan lige præcis din virksomhed skal agere online, men som inspiration til at sparke døren ind til online marketing i 2017.

Hvordan er du blevet klogere på online marketing i det forgangne år?

Del meget gerne dine erfaringer med os i kommentarfeltet herunder.

 

Denne artikel er skrevet med inspiration herfra (eksisterer ikke længere).

Skriv en Kommentar

 

Master Class i sociale medier

Vores Master Class i sociale medier er særligt udviklet til virksomheden, der allerede arbejder med sociale medier, men mangler en dybere viden på området. Programmet er fordelt på 2 fulde dage og er en kombination af undervisning, øvelser og cases.
Læs mere her