Facebook introducerer panikknap

Facebook har besluttet sig for at etablere en panikknap, som skal forbedre onlinesikkerheden for yngre brugere. En række andre sociale netværker såsom MySpace har allerede installeret knappen og efter længere tids pres fra Børneudnyttelses- og Onlinebeskyttelsescentret (CEOP) har Facebook nu valgt at introducere knappen.

Af Christina Nissen

Panikknappen skal give børn og teenagere mulighed for at rapportere mistænkelig adfærd samt få hjælp, råd og støtte til, hvordan de sikkert kan færdes online. Knappen er især rettet mod brugerne i alderen 13 – 18 år og vil blive vist på deres profilside, når de tilføjer eller bogmærker knappen. Derudover signalerer knappen, at de unge Facebook brugere er opmærksomme på, at kriminelle færdes på Facebook og derfor tager de deres forbehold.

Formålet med knappen er, at den skal skabe tryghed både blandt de unge brugere men også hos de forældre, hvis børn benytter Facebook. Desuden har lovovertrædere udtalt, at en synlig panikknap vil kunne beskytte de unge på nettet, da den afskrækker eventuelle kriminelle.

Et massivt pres for at indføre panikknappen blev intensiveret sidste år, da den 17-årige Ashleigh Hall blev bortført, voldtaget og dræbt af en mand, der udgav sig for at være teenager, som hun havde mødt på Facebook. Efter dette mord underskrev 44 politichefer fra Storbritannien et åbent brev, hvor de opfordrede Facebook til at introducere knappen og det lader til, at deres opfordring blev taget seriøst. For nu har det sociale netværk besluttet, at deres eget rapporteringssystem ikke længere er nok og at det derfor er på tide at introducere den længe ventede panikknap. Den nye knap linker til en fælles side for Facebook og Ceop, som sørger for, at brugernes meldinger bliver sendt til både det sociale netværk og til myndighederne.

Tidligere undersøgelser viser, at knappen har en positiv virkning og at op til 10.000 unge brugere benytter knappen hver måned. Så det lader til, at det bliver mere sikkert for de unge brugere at færdes på Facebook indenfor den nærmeste fremtid.

Skriv en Kommentar