Hvis din virksomhed er på Twitter, så læs med her. Simply Measured har lavet en analyse af Interbrand’s “100 Best Global Brands 2014”, og hvordan de bruger Twitter til at engagere brugerne og opbygge awareness.
Vi har samlet de bedste pointer fra denne analyse, og gennemgår her de største trends.
Twitters succes skyldes i høj grad den mobile brug og brandets globale karakter. 80 % af de aktive brugere tilgår Twitter fra mobile devices, og 77 % af brugerne befinder sig uden for USA.
Vidste du, at der i Danmark tweetes mest mellem 20-21 om aftenen? Kilde: Danmarks Statistik
Som gennemsnitlig dansk virksomhed kan der ikke sammenlignes 100 % med analysens eksempler, da de som sagt stammer fra nogle af verdens største brands med kæmpe marketingbudgetter osv., men vi mener stadig, at analysens konklusioner kan anvendes som benchmarks og information om udviklingen af Twitter og formålet med tilstedeværelsen på platformen.
Lad os starte med at se på den første tendens.
Mere engagerende content
Der blev postet mere content i 2014 sammenlignet med 2013, men denne stigning lå kun på 11 %, hvorimod stigningen i engagement pr. post var steget med hele 85 %. Dette tyder på, at brands på Twitter bliver bedre og bedre til at skabe og poste relevant indhold tilpasset brugerne.
Brand aktiviteten er støt stigende
Der kommer overordnet set flere og flere aktive brands på Twitter. Hvis et brand er aktivt på Twitter, poster de typisk mere end én gang om dagen. Hovedparten af de analyserede brands (82 %) poster mellem 1-6 gange om dagen. Se den præcise fordeling herunder.
En stigende daglig frekvens af posts viser, at brands engagerer sig mere i mediet, og højst sandsynligt har en mere seriøs tilgang til platformen.
Vidste du, at danskerne er mindst aktive på Twitter om lørdagen? Kilde: Danmarks Statistik
Brands interagerer mere og mere med brugerne
Flere brands tweeter mere, og en stigende procentdel af disse tweets er @replies til andre brugere. Dette viser et større fokus på at engagerer sig og interagere med andre Twitter-brugere og kunder.
Disse @replies udgjorde i alt 68 % af alle tweets udsendt af de analyserede brands.
Se fordelingen i grafen til højre.
Billeder skaber mest engagement
Billeder er både den mest brugte form for tweets samt den, der skaber mest engagement i form af @replies og retweets. 55 % af alle de sendte tweets var billeder, de udgjorde dog 57 % af alt engagement. Folk er altså mere tilbøjelige til at interagere med visuelt content end med links – i hvert fald når det kommer til retweets og @replies.
Det er vigtigt at pointere, at denne statistik ikke er gældende på parametret ‘clicks’, samt at der er blevet undersøgt billeder og links der står alene, og altså ikke kombinationen af et tweet, der både indeholder et billede og et link.
Tips til dit videre arbejde med Twitter
På baggrund af Simply Measured’s analyse har vi samlet et par tips, du kan tage med dig i dit videre arbejde med platformen.
- Kontinuerlig tweeting er en vigtig faktor for at skabe succes på Twitter
- Brands bør interagere med brugerne, og gøre brug af funktioner som retweets og @replies for at skabe denne interaktion
- Visuelt content virker – når du poster links, så gør brug af muligheden for at vedhæfte et billede også
- Tweets med hashtags skaber mere engagement – men pas på ikke at overdrive brugen af hashtags, så gider folk ikke følge dig.
Du kan selv downloade den fulde rapport her (eksisterer ikke længere).
Held og lykke med dit arbejde på Twitter! 🙂