Google samles om privatlivspolitik

Hidtil har Google haft mere end 60 forskellige privatlivspolitikker for sine forskellige produkter og funktioner. Dette har gjort det mere eller mindre uigennemsigtigt, hvordan Google håndterer vores personlige oplysninger. Pr. 1. marts bliver de alle nu samlet i én simpel politik, som muliggør mere præcise søgeresultater og mere målrettet annoncering.

Af Line Nymand Hansen

Ifølge Google selv, er målet med den nye politik at forbedre brugeroplevelsen med alle Googles produkter og samtidig give brugeren et bedre overblik over, hvilke personlige data, Google indsamler, og hvordan de bruger dem. Politikken gør det dertil muligt for Google at lade de forskellige tjenester samarbejde på tværs af brugerens personlige oplysninger, fordi de nu kan hente informationer om brugeren fra hinanden. Det vil derfor nu også blive lettere for brugere at dele indhold med deres netværk på tværs af fx Gmail, Youtube, kalenderen og ikke mindst Google +, fordi funktionerne nu er juridisk fusioneret på tværs af brugernes personlige oplysninger.

Google husker bedre, når du søger

Den nye politik muliggør, at Google kan samle informationer om dine tidligere søgninger på de forskellige Google platforme og på den måde ”huske”, hvad du søger efter i din aktuelle søgning. Det kan derfor virke som om, at Google forstår, hvad du mener, når du søger på fx Pink eller Apple. Du får derfor altid de mest relevante resultater frem baseret på, hvad du tidligere har været interesseret i.

Hvad betyder det for annoncørerne?

Det er ikke mange uger siden at Google lancerede ”Search Plus Your World”, som giver Google + resultater topplaceringer i din søgning, også selv om andre søgeresultater måske er mere relevante. Den nye privatlivspolitik går i forlængelse af denne feature, hvilket betyder, at den nye politik har potentiale til at gøre annoncering endnu mere målrettet via Google. Politikken er altså ikke bare en letforståelig samlet udgave, der er skabt for brugernes overbliks skyld. Den får også stor betydning for værdien af Google annoncering, og kan have stor betydning for effektiviteten af fx bannerannoncering.

Det bliver spændende at følge reaktionerne og ikke mindst resultaterne af den nye privatlivspolitik, når den træder i kraft om en måneds tid. For godt nok skal vi som brugere nu kun forholde os til 1 sæt regler, og vi får (forhåbentlig) mere relevante søgeresultater. Men Google bruger jo nu også deres viden om vores færden på tværs af alle deres aktiviteter, en viden der kan være meget værd.

Du kan se mere i videoen herunder: 

Du kan også læse mere om politikken her.

Skriv en Kommentar