LinkedIn Showcase Pages vs. grupper

Efter LinkedIn har introduceret Showcase Pages, eller fremvisningssider som de hedder på dansk, får vi ofte spørgsmålet “hvad er fordele og ulemper ved grupper og showcase pages?” Et godt spørgsmål, som vi besvarer her i artiklen.

Først og fremmest, vil jeg lige nævne, at grupper ofte bruges som dialogredskab mellem mennesker. Grupper er gode til at skabe et forum for erfaringsudveksling idet alle medlemmer som udgangspunkt kan lave indlæg i en gruppe (denne funktion kan slås fra).

På en side (både Showcase og Company Pages) er det derimod udelukkende dig selv, der kan poste indhold, hvorpå andre brugere så kan kommentere. Sider bruges derfor som udgangspunkt mere til envejskommunikation end grupper – eller man kan i hvert fald nemmere “styre kommunikationen” fra en side. Så den første overvejelse du bør gøre dig er, hvorvidt det kun er jer som afsender, eller om det er alle medlemmer, som bør kunne poste indhold.

Opdateret oktober 2015: LinkedIn har annonceret en række ændringer til LinkedIn-grupper – få overblikket her.

Privat profil vs. virksomhed

LinkedIn profile iconDet næste du skal holde for øje er, at ALT hvad du foretager dig i en LinkedIn-gruppe sker fra en personlig profil. Dvs. alt lige fra ejerskab til indlæg i gruppen sker med en personlig profil som afsender. Hvor alt hvad der sker fra både virksomhedssider og fremvisningssider på LinkedIn, sker med sidens navn og logo som afsender. Den personlige afsender er et stærkt udgangspunkt for at bygge stærke relationer og fx promovere de interne kompetencer, men det fungerer knap så godt, hvis formålet er 100 % kommercielt. Ikke alle har lyst til at stå frem og bruge sin personlige profil i arbejdsregi. Dette er en væsentlig overvejelse, når det skal besluttes hvilken vej virksomheden skal vælge. Nogle vælger at tilgå denne udfordring ved at oprette en “fake” profil med enten virksomhedens eller afdelingens navn. Dette er en løsning mange vælger, men absolut ikke en optimal løsning. Du bør nemlig være opmærksom på følgende:

  • Det er ikke tilladt ift. LinkedIn’s brugeraftale at have flere profiler
  • Du risikerer i yderste konsekvens at profilen derfor lukkes ned
  • Flere profiler kan forvirre virksomhedens kunder – Skal de connecte med dig eller jeres fiktive profil?
  • Hvem sikrer at indholdet på profilen er up-to-date?
  • Hvordan sikres det internt, at det kun er de “rigtige personer”, der har adgang til den fiktive profil? (fx når folk stopper i afdelingen osv.)

Få styr på ejerskabet

Eftersom at det er personlige profiler, der både står som ejer og administrator af en LinkedIn-gruppe, kan det for mange være en god idé at udarbejde et tillægsdokument til kontrakten, der sikrer at ejerskab overføres til en anden i virksomheden ved evt. ansættelsesophør. I mange standardkontrakter står der allerede noget med, at “alt der udarbejdes i embeds medfør tilfalder virksomheden“, men forestil dig et scenarie hvor en gruppe er oprettet af en ildsjæl i virksomheden, og måske er skabt udenfor alm. arbejdstid. Gruppen er måske startet op med vedkommens eget netværk. Den dag denne person forlader virksomheden, hvem ejer så gruppen?

Statistik, data og annoncemuligheder

De data og statistikker der er tilgængelige er meget forskellige fra de to – altså grupper og sider. På både virksomhedssider og fremvisningssider kan vi få nøjagtige data om hvor mange der har set et indlæg, hvor mange der har klikket osv. – de ting kan vi kke se i grupper. Så er disse data væsentlige for dig, vil en side nok være at foretrække. Det er også udelukkende fra en side, at du kan tilkøbe øget synlighed vha. Sponsored Updates, og herved nå ud til en bredere målgruppe indenfor et udvalgt segment.

På LinkedIn-sider har du som administrator adgang til fanen Analytics hvor man kan få indsigt i sidens followers ift. branche, funktion m.m., samt data på de opslag der lægges på siden.

I LinkedIn-grupper findes der også statistik, det er dog af mere generel karakter, og denne er synlig for alle. Uanset om man er medlem eller ej, eller om man administrerer gruppen. I gruppestatistikken kan du få indblik i den demografiske sammensætning i gruppens medlemmer samt indsigt i gruppens aktivitetniveau. Se eksempel fra vores gruppe-statistik her.

Opdatering august 2016: Statistik for grupper er ikke længere tilgængeligt.

Ram målgruppen direkte i indbakken

Til gengæld har grupper en spændende funktion… Op til én gang om ugen, kan man som gruppe nemlig udsende en besked til gruppens medlemmer, som lander direkte i indboksen. Dvs. både i indbakken på LinkedIn samt på den mail, hvor det enkelte medlem har valgt at få mails fra LinkedIn. En spændende mulighed som naturligvis skal bruges med en vis varsomhed for ikke at støje for meget.

Forskel LinkedIn grupper og sider

Hvad mener du er den vigtigste forskel?

Har du selv skulle vælge mellem det ene eller det andet? Del gerne dine erfaringer og tanker i kommentarfeltet herunder.

Skriv en Kommentar

 

Vil du holdes opdateret om LinkedIn?

På vores Showcase Page Arbejd professionelt med LinkedIn kan du holde dig opdateret på nye muligheder med LinkedIn.
Følg siden her