Der er mange ting der bør overvejes når der arbejdes med indhold – eller content marketing som det jo også kaldes. Det er væsentligt at indholdet støtter op om den ønskede positionering samt understøtter virksomhedens øvrige målsætninger. 

I sidste uge skrev jeg tips til en bedre planlægning af indhold, og i denne uge er fokus på indholdet,

Skriv til en person du “kender”

Det kan være svært at skabe indhold hvis man ikke kender målgruppen. Hvem er det egentlig vi skriver til?

Den klassiske tilgang til dette er, at lave personaer på vores forskellige modtagere. Dette foregår ofte med en længere process der både involverer interviews samt fokusgrupper. Er ressourcerne ikke lige til det, kan en intern process også bruges. Lav gerne en øvelse hvor I skitserer hvem det er I “taler til”. Hvad er aldersgruppen? Hvad laver vedkommende? Hvad interesserer dem? osv.

Det er naturligvis også væsentligt at tænke over diverse interessent-typer såsom potentielle ansatte, investorer, eksisterende kunder, potentielle kunder, ambassadører osv. For mange vil det kort sagt være udbytterigt at inddele modtagerne i grupper, og så lægge en plan for:

  1. hvem taler vi til?
  2. hvad ønsker vi at præge dem i retning af?
  3. hvor kan vi nå denne målgruppe? (kanalvalg)
  4. hvordan vil vi måle på indsatsen?

Det gode content

For de fleste af os er tid en knap faktor. Det er (desværre) de færreste af os der har tiden til at printe 2-3 sider ud og læse dem i ro og mag, mens vi reflekterer over indholdet… Det skal der også være tid til en gang imellem, men oftest er vi benhårde i vores vurdering. “What’s in it for me?” – Hvis vi ikke får umiddelbar værdi ud af at bruge vores tid på noget indhold, er vi hurtigt videre.

Vi plejer derfor at sige at det gode indhold:

  • er ‘snackable’ (nemt at konsumere for målgruppen)
  • skaber værdi
  • er relevant for målgruppen.

Få flere tips til at skabe godt indhold i artiklen Skab bedre content.

Glem ikke jeres positionerings-strategi

En klassisk “fejl” jeg ofte ser er, at man går hen og bliver “like-liderlig” (pardon my french). I vores evige higen efter at skabe engagement og reach på diverse sociale medier, glemmer vi nogle gange formålet med content. Og så risikerer vi at skabe og poste masser af indhold som i højere grad underholder målgruppen, frem for at skabe den rette positionering for virksomheden.

Det er fx ikke tilfældigt at vi i Digital Works skaber meget content omkring sociale medier, særligt LinkedIn, content marketing og e-mail marketing. Det gør vi fordi det er områder vi gerne vil positioneres inden for – Altså “vores felt” og spidskompetence.

Husk derfor hele tiden at vende tilbage til formålet og jeres ønskede positionering. Uanset om målet på et givent medie er employer branding, salg, at skabe øget awareness eller noget helt fjerde. Hold opmærksomheden på formål, målsætning og målgruppen – så kan det ikke gå helt galt. Og så skal der naturligvis stadig være plads til det skæve indhold en gang i mellem 🙂

Skriv en Kommentar