Moderne bannerannoncer

Når nogen siger “online banner”, hvad tænker du så? Måske at det er en kedelig, besværlig og gammeldags måde at annoncere på? Hvis det er tilfældet, kan du godt tro om igen. Der ligger nemlig masser af potentiale i bannerannoncering, og nedenfor finder du et par eksempler på, hvorfor banneret er en lovende og konstant udviklende måde at annoncere på.

Af Line Nymand Hansen

Der er efterhånden mange gode bud på, hvordan man kan lave et succesfuldt banner, der udfordrer brugerne og får dem til at engagere sig og klikke videre. Tendensen ser ud til at pege i retning af, at det er bannere, der kombinerer levende billeder, lyd, et krav om brugerinvolvering, konkurrencer og sidst, men ikke mindst en god portion kreativitet, der opnår stor popularitet hos brugerne.

MetLife engagerer brugerne

Har du altid ønsket dig at være lige så fingernem på klaveret som Mozart? MetLife har i samarbejde med Crispin Porter + Bogusky skabt et banner, der lader brugerne hjælpe Schroeder (fra serien Radiserne) med at komme godt igennem en klaverkoncert ved, at brugerne spiller med på deres tastatur (på vilkårlige taster) i samme tempo som vores lille ven. Hvis du kunne tænke dig at prøve ideen af, så har MetLife på deres Facebookside genskabt bannerannoncen, og ellers kan du kigge med i videoen herunder.

Banneret har været placeret på The New York Times hjemmeside, hvor der generelt ofte er interessante bannerannoncer at finde for dem, der søger. Eksempelvis har bannerne tidligere været udformede som fx spil, der skulle promovere en tv-serie eller som bannere, der interagerer med hinanden, som Apple eksempelvis har gjort.

IKEAs kunder skaber selv annoncerne

Tidligere på året skabte IKEA deres mindste butik hidtil i et banner, der indholdt hele deres produktsortiment på over 2.800 produkter. Nu har de skabt endnu et kreativt banner, der lader brugerne skabe bannerannoncerne selv. Holder man musen over banneret – som er udformet som et IKEA-samlesæt – kan man, ved at følge instruktionerne, og opbygge et banner, der i sidste ende endda giver brugeren et rabat på et produkt. Et kreativt banner, der giver brugeren en gulerod… eller hvad synes du? Se med herunder.

Verdens længst-varende bannerannonce

Stide Gum lover, at deres tyggegummi kan holde i rigtig lang tid, og derfor skabte de et banner med det formål, at kunne matche det løfte – og det må man sige lykkedes. Stide Gum formåede nemlig at fastholde sine brugere i helt op til 67 minutter! Men hvordan kunne det lade sig gøre?

Banneret udfordrer brugerne til at klikke på et markeret område og fastholde klikket så længe som muligt for at vinde en præmie på 500 dollars. Dog skal man flytte musen i takt med, at banneret distraherer med både bevægelser, kattevideoer og andre sjove ting, der kan fange brugerens blik.

Vil du have mere?

Har du fået blod på tanden for at få mere inspiration til at skabe succesfulde bannerannoncer? Så har Mashable samlet en lille oversigt over nogle spændende banner-ideer, der sikkert kan fange din interesse. Du kan også her læse mere om bannerets brandingværdi eller om, hvorfor klikrater og konvertering ikke er de eneste parametre for bannerets succes.

Har du tid og lyst, er du også velkommen til at deltage i vores åbne seminar om Paid Media den 8. juni.

Skriv en Kommentar

Nyhedsbrev

Få berigende artikler om digitalt salg og marketing.

Tilmeld