Får du det optimale ud af dine data fra Facebook Insights (Facebook Indblik)? Og har du en klar målsætning om, hvordan du griber analysen af dem an? Facebook Insights er en guldgrube af data – men for nogen også en uoverskuelig størrelse. Derfor får du her en gennemgang af, hvordan du kan gribe dine data an med fire fokuspunkter.

Er du stadig forholdsvis grøn, hvad angår Facebook Insights, kan du starte med vores begynder-guide til Facebook Insights.

1. Forstå din Facebook målgruppe ud over likes

Når det kommer til måling på Facebook, handler det om at kigge på mere end blot antallet af folk, der har liket din side. Hvor mange, der liker din side, kan hænge sammen med konkrete promoveringer eller tidsbegrænsede tilbud, men selvom Facebook siden likes, betyder det ikke, at likene kommer fra jeres målgruppe på Facebook: dem der vil engagere sig i jeres content, købe jeres produkter, besøge jeres hjemmeside, eller hvad end formålet med jeres tilstedeværelse på mediet er. Derfor er en dybere indsigt afgørende, og med det tænker jeg især på følgende:

  • Hvem liker din Facebook side?
  • Hvilken type indhold harmonerer med dine Facebook fans’ interesser?

Med disse 4 input opnår du større forståelse for analysen af din Facebook målgruppe:

1. Organisk eller betalt rækkevidde
Du kan segmentere efter to hovedtyper i Facebook Insights under fanen Rækkevidde: organisk rækkevidde og betalt rækkevidde. Denne segmentering vil hjælpe dig til at forstå, i hvor høj grad dit content er blevet set pga. engagerede brugere eller pga. et boost.

2. Analysér din engagerede målgruppe
I takt med at antallet af folk, der liker din side, stiger, vil det være interessant at øge antallet af brugere, der interagerer med dit content – dvs. liker, deler eller kommenterer. Hvis antallet af ikke-engagerede brugere bliver for højt, vil værdien af dem mindskes. Når du sammenligner dine opslag over en given tidsperiode, vil procentdelen af engagement hos din målgruppe fortælle dig, hvornår og i forbindelse med hvilken type content at du opnår reel værdi. Og med reel værdi henvises der til engagement.

3. Skab baggrund for vækst af likes
Selvom antallet af likes af din side ikke er den eneste metrik, du skal være opmærksom på, kan det stadig argumenteres, at vokseværk i antal likes er et sundt tegn. Samtidig kan det i den rette kontekst hjælpe dig til at identificere, hvordan du organisk øger din Facebook målgruppe, bl.a. således:

  • Fanen Synes godt om giver dig mulighed for at undersøge dine kilder til likes. Analyse af disse kilder kan bestemme, hvor liket er tilgået fra (fx direkte fra siden, via annoncer eller lign.), og om likene kom på baggrund af en betalt eller organisk kilde.
  • Rækkevidde giver dig mulighed for at sammenligne likes, kommentarer samt delinger. Ved at undersøge disse handlinger i samme diagram, kan du nemt få indblik i, hvilke andre typer aktiviteter, som likes kan sidestilles med.
  • Sidevisninger giver dig mulighed for at tjekke dit antal side- samt fanebesøg ud. Se på antallet af besøg, der har været i en given periode sideløbende med antal af nye side-likes. Denne information kan fortælle dig, hvilke dele af din side som tiltrækker stor opmærksomhed for folk, der netop har liket siden, eller folk som stadig er ved at beslutte, hvorvidt de skal like din side.
  • Endeligt kan du overveje dine eksterne henvisninger (findes også under Sidevisninger). Ved at undersøge fremgang i likes over tid sammenlignet med antal Facebook besøgende, som kommer fra andre kilder end Facebook, muliggøres det at finde ud af, hvilke aktiviteter uden for Facebook som tiltrækker flest likes.

4. Opdag hvornår dine fans er mest aktive
Under fanen Opslag kan du finde data på, hvornår dine fans er online. Denne viden gør dig i stand til en mere fornuftig timing af content udsendelse, som kan være med til at øge antallet af folk, der liker din side – fordi jo flere der ser dit indhold, jo større sandsynlighed for interaktion, altså at folk liker jeres side, deler opslag eller lign.

2. Afgør hvilke opslag der skal promoveres via Facebook annoncering

Facebook annoncering er et effektivt marketingværktøj til at forstærke konkret content. Men før du begynder at allokere ressourcer til annoncering på Facebook, bør du først udvælge, hvilke opslag der er værd at promovere. Til det formål får du brug for disse fire metoder. Jo større indsigt, jo større sandsynlighed for at få succes, når du eksekverer.

Giv dit gamle content nyt liv
Analysér dit gamle content i en periode på fx 3 eller 6 måneder og find opdateringerne med højest engagement og flest klik. Dette kan gøres under fanen Opslag. Hvis disse top-performere promoveres, har de potentiale for at blive succesfulde – på ny.

Giv det lavt-performende content en sidste chance
Analysér ligeledes udvalgt dårligere performende content, og brug Facebook annoncering til at puste liv i content, som der har været brugt meget krudt på. Bonger det stadig ikke ud popularitetsmæssigt, er det på tide at lade det ligge.

Undersøg hvad der fungerer for branchen og konkurrenter
En analyse af dine konkurrenters content kan også give dig et vink om, hvilken type content og emner, der kan være værd at promovere. Fx kan du via fanen Oversigt under Sider, der skal ses få indblik i Facebook sider der ligner din egen. Du kan også blive inspireret til, hvordan du foretager en konkurrent-analyse her.

Undersøg hvad der fungerer på andre kanaler
Analysér dit top-performende indhold på andre kanaler, såsom Instagram og Twitter. En sådan analyse kan give dig et hint om, hvilket content der kunne være interessant at bruge i Facebook sammenhæng – dog med forbehold, da der kan være mediespecifikke forskelle.

Identificering af godt content, og forståelse for hvilket content dine konkurrenter bruger til at skabe engagement og klik, kan give dig overblik og flere valgmuligheder, når du lægger din content-strategi. Du kan også hente hjælp i vores guide til godt content.

3. Mål på indflydelsen af det visuelle indhold

Visuelt content er for mange fortsat effektfuldt til at nå kunder på de sociale medier. Men hvordan finder du vej gennem junglen af visuelt content og derhen, hvor du ved, hvad der fungerer bedst for netop din virksomhed? Du får her en række simple værktøjer til at analysere dit visuelle content, så strategien fremadrettet kommer til at bygge på tidligere succeser.

Mål de forskellige typer af indhold
Ved hjælp af Facebook Insights under fanen Opslag kan du se, hvilket foto, hvilken video og hvilke links der har fået mest opmærksomhed over en bestemt periode. Prøv dig frem med forskelligt content og track hvordan de forskellige initiativer performer over tid. På den måde finder du frem til, hvilken type content der tiltrækker sig mest opmærksomhed. Det kan gøre dig klogere på, om du skal investere tid og kræfter i videoindhold? Eller om billeder har en større tiltrækningskraft ved netop dine tilhørere. Facebook Insights er en guldgrube til netop sådanne indsigter.

Mål engagement på Instagram
Siden Facebook opkøbte Instagram, har de to virksomheder skabt stor synergi. Det er derfor også i din interesse at tracke, hvordan dine Instagram-billeder performer på Facebook. Hvilke typer af Instagram-billeder fungerer bedst og er mest opsigtsvækkende? Sammenligning af content fra både Facebook og Instagram skaber overblik samt indsigt i, om du bør skabe unikt indhold til Facebook, eller blot genbruge Instagram-content for at spare på ressourcerne.

Når du frem til den konklusion, at dit visuelle udtryk generelt set ikke fungerer efter hensigten, får du i denne infographic indblik i, hvordan du skaber tiltalende visuelt content.

4. Sådan håndterer du negativ feedback

Selvom Facebook ikke har en dislike-knap, kan negativ feedback florere som en anden virus (med negativ feedback tænkes der blandt andet på, når folk skjuler opslag, anmelder som spam eller lign.). Samtidig kan den negative respons fortælle dig en del om dit contents svagheder. Ved negativ feedback begrænses dine opdateringers rækkevidde pga. den måde, hvorpå Facebooks news feed algoritme virker. Her får du et overblik over, hvordan du analyserer den negative feedback på din side, så du kan få en pejling om, hvad du bør ændre, men først får du et overblik over, hvad negativ feedback mere konkret dækker over.

Hvad er negativ feedback på Facebook?
Der er fire primære typer af negativ feedback på Facebook. Selvom sammenhængen kan være forskellig fra feedback til feedback, er udfaldet altid det samme – et fald i antallet af personer, som din virksomhed når ud til.

Skjul opslag: Når nogen skjuler et konkret opslag fra deres news feed.

Skjul alle opslag: Når nogen vælger at skjule alle opslag, som kan associeres med dit brand/virksomhed, i deres news feed.

Anmeld som spam: Når nogen anmelder en virksomheds opslag som spam.

Fjern synes godt om for side: Når en følger vælger at unlike en virksomhedsside.

Segmenter negativ feedback
Ved at segmentere negativ feedback får du dybere indsigt i, hvordan det påvirker dit brand. Dette kan gøre under fanen Rækkevidde, hvor du kan se, hvor mange der skjuler opslag, anmelder som spam eller fjerner deres like fra din side.

En specifik måling af, hvor mange der vælger handlingen “skjul alle opslag”, giver dig et præcist billede af, hvor mange af dine fans, som har fravalgt at se dit indhold. Samtidig kan tracking af, hvor mange der vælger at unlike din side, vise, hvor effektiv du er til at bibeholde fans. Over en længere tidsperiode kan et peak i negativ feedback give dig en pejling på, at du måske er kørt af sporet eller rammer ved siden af. Et sammenhold mellem dette og det anvendte content i de givne perioder kan give dig forklaringen.

Skab benchmarks for din virksomhed
Hvorvidt, niveauet af negativ feedback er acceptabelt, afhænger i høj grad af dit brand. Volumen af negativ feedback afhænger nemlig af, hvor god din rækkevidde er generelt set, størrelsen og kvaliteten af din målgruppe, samt hvilken branche du arbejder med. Disse faktorer er unikke for din virksomhed og kan derfor ikke benchmarkes med andre virksomheder. Derfor er den bedste måde, hvorpå du finder det acceptable niveau af negativ feedback, at finde gennemsnittet af den negative feedback som du modtager dagligt eller pr. post. Herefter kan du sætte mål for, hvordan du forbedrer dette niveau for på sigt at kunne maksimere din rækkevidde for opslag.

Organisk vs. betalt
Hvordan klarer dine organiske posts sig sammenlignet med de betalte? En god idé kan være at holde de to op imod hinanden, når det kommer til negativ feedback. En sådan sammenligning kan være med til at give dig et billede af: om din strategi for annoncering er ved siden af? Og hvordan organisk vs. betalte kampagner klarer sig over tid? Det er vigtigt at få overblik over disse data – og tilpasse eventuelle ændringer – inden du vælger at poste flere penge i annoncering.

Skriv en Kommentar

Nyhedsbrev

Få berigende artikler om digitalt salg og marketing.

Tilmeld

 

Master Class i sociale medier

Sociale medier er noget, som stort set alle virksomheder gør brug af, men det er langt fra alle, der får det ønskede udbytte. På Master Class’en gennemgår vi de sociale platformes kvaliteter, muligheder, styrker og begrænsninger, sat i relation til virksomhedstype og mål.
Læs mere her