Social Listening – Hvordan?

I artiklen her, sætter vi fokus på hvorfor social listening er vigtigt, hvad din virksomhed kan lære, samt hvilke monitoreringsværktøjer, der kan være brugbare for dig. 

Social listening og monitorering af sociale medier er en proces, hvor det handler om at identificere og vurdere, hvad der bliver sagt om din virksomhed, dit brand eller dit produkt på forskellige digitale platforme og sociale kanaler.

Social listening kan være en nærmest uudtømmelig kilde til information og data, hvorfor det også er essentielt at have en specifik plan for din strategi, dine mål og dit ønskede outcome.

Der er flere måder at bruge sociale medier til at få værdifuld indsigt. Nogle af disse er monitorering af online kundesupport fora, software-værktøjer til at indhente kommentarer fra de sociale medier, samt at tilskynde kunder til at foreslå nye produktegenskaber eller stemme på deres favoritter.

I artiklen her, diskuterer vi primært de gratis muligheder og tools til social listening.

Hvorfor er social listening vigtigt?

Vigtigheden af social listening kan opsummeres i syv punkter: strategi, måling af resultater, dit brands omdømme, produktudvikling, indsigt i konkurrencen, benchmarking og indflydelsesrige forbrugere. Hvert punkt uddybes løbende i artiklen.

Hvis din virksomhed er seriøs omkring strategien på de sociale medier, så er det helt klart fordelagtigt at integrere social listening. Ved at lære mere om, hvad folk mener og siger om dit brand, kan du udvikle din social media strategi i den rigtige retning, og være tilstede der hvor dine kunder er. Fokuseret social listening kan fortælle dig hvilke sociale netværk din målgruppe bruger mest aktivt, samt den generelle stemning om dit brand, produkt eller industri.

Udover at social listening kan hjælpe dig med din overordnede strategi for sociale medier, kan det også være en fordel ved måling og evaluering af mere kortsigtede kampagner. Med social listening kan du både analysere på kvantitative målinger (fx volumen af kommunikationen) og kvalitative målinger (fx stemningen i kommunikationen).

På de sociale medier er det efterhånden blevet tydeligt, at det i høj grad er forbrugerne og kunderne der afgør kommunikationen omkring et brand – ikke kun virksomheden selv. Mange virksomheder bruger allerede de sociale medier som platform for kundeservice, og har indset vigtigheden af at overvåge eventuelle udfordrende og kritiske situationer for enten produkter eller brands. Ved aktivt at bruge social listening kan du hurtigere identificere potentielt skadelige emner, og forbedre situationen før det har en alt for drastisk indvirkning på din virksomheds omdømme.

Tip: Lav en plan for krisehåndtering på de sociale medier, så du er klar til at håndtere situationen effektivt, såfremt den skulle opstå. En vigtig faktor i denne plan er at have defineret den eller de medarbejdere der har ansvaret for at reagere, og hvad der er tilladt når man taler på virksomhedens vegne.

Derudover er en af de største fordele ved social listening er, at du er i stand til at modtage kundernes feedback på dine produkter. Du kan analysere hvad dine forbrugere siger, og opdage værdifuld indsigt og justere dit produkt, din kundeservice, eller forretningsstrategi til at passe bedre til dine kunders behov.

Ved brug af social listening bør du ikke begrænse dig til udelukkende at overvåge kommunikationen omhandlende din egen virksomhed eller udvalgte konkurrenter. Afsæt også tid og ressourcer til at overvåge de mere generelle diskussioner om din branche som helhed. Ved monitorering af denne slags kommunikation kan du stille dig selv spørgsmål som; hvad er årsagerne til, at kunderne er utilfredse på dette område? Er der et produkt eller en service, som forbrugerne ønsker, men ikke er tilgængelig? Er der et emne, der ofte diskuteres, og som din virksomhed måske kunne bruge som et kommunikationsværktøj?

Sidst men ikke mindst kan social listening hjælpe dig med at definere relevante og indflydelsesrige forbrugere, der kan have stor betydning for dit brand. En indflydelsesrig forbruger vil typisk være én, der har et større reach end gennemsnitsforbrugeren, og som kan have en positiv indvirkning på enten dit image eller salg. Som du løbende identificere disse personer, kan det være en ide at overveje hvordan relationen kan plejes og dermed holdes ved lige.

Monitorering af dit brand

Socialmention er et populært og nemt tool til monitorering af over hundrede websteder, og fungerer som et rigtig effektivt social listening-tool. Med Socialmention kan du holde øje med omtalen af dit brand eller din virksomhed, og den analyserer tilmed data’en for dig på fire niveauer; Strength, Sentiment, Passion og Reach. Du har desuden også mulighed for at sætte daglige e-mail alerts op, så du ikke går glip af noget. Med Socialmention kan du enten søge bredt på blogs, sociale medier osv, eller du kan præcisere søgningen til fx kun at indeholde Facebook, LinkedIn og Twitter.

Hootsuite er et andet godt tool til management af dine sociale medie-platforme, hvor du bl.a. kan planlægge tweets og posts, tracke dit brand og analysere på din trafik fra sociale medier.

TwitterSearch kan du se hvad andre tweeter om dit produkt eller brand – her kan du også abonnere på søgeresultatet som RSS eller bruget feed’et med tweets på dit website. TweetReach er derimod det rigtige værktøj til dig, der er interesseret i at overvåge dine tweets, se hvor langt de når, og måle på den reelle virkning. Det er en god måde at finde ud af hvem der er dine mest indflydelsesrige tilhængere, og kan implicit føre dig til de mennesker du bør målrette din kommunikation og dit content til.

Måske bruger du allerede selv nogle værktøjer til monitorering af dit brand? Del dem gerne med os i kommentarfeltet under artiklen. Du kan søge yderligere inspiration til både betalte og gratis monitoreringsværktøjer på denne omfattende liste.

Monitorering af dine konkurrenters omtale

En del af social listening er også at huske på, at dine konkurrenter også er derude, og deres omtale kan også være en kilde til information for dig. Hold øje med, hvordan der bliver talt om dine konkurrenter, og tænk evt. over hvordan du kan vende deres svagheder eller udfordringer til dine styrker. Monitorering af dine konkurrenter kan også være med til at give dig input til hvordan du kan placere din virksomhed på det online marked.

Social listening er også et rigtig godt værktøj til benchmarking af dine konkurrenter. Ved at måle mængden af kommunikation omkring din egen virksomhed versus dine konkurrenter, vil du være i stand til at måle og sammenligne din og dine konkurrenters performance på de sociale medier. Mængden af kommunikation er vigtig i forbrugernes købs- og beslutningsprocesser. En del af denne proces indebærer at lave research på, hvad andre har sagt om et produkt eller brand. Hvis der ikke er nogle anmeldelser eller anden relevant kommunikation om dine produkter, vil forbrugeren måske vælge en anden virksomhed, der har genereret mere kommunikation på sociale medier end dig.

 

Rigtig god fornøjelse med arbejdet med social listening! 🙂

1 Svar
  1. Thanks for including my article on social media monitoring tools. It’s a pretty good list of different software to help businesses monitor their social efforts =) All the best!

    – StuartJDavidson

Skriv en Kommentar