4 tips til dit social media coverfoto

Dit coverfoto er noget af det første brugerne ser, når de klikker sig ind på din virksomhedsside på de forskellige sociale medier. Derfor giver vi dig her fire tips til, hvordan du kan udnytte dit coverfoto bedst muligt.

1. Brug dit brands farver

Dit coverfoto fylder relativt meget i den samlede del af virksomhedens profil, og det er derfor vigtigt, at coverfotoet også passer ind virksomhedens overordnede udtryk.

Du kan fx sikre denne konsistens ved at have de samme farver i dit coverfoto, som der er på virksomhedens website og måske også i dit nyhedsbrev. Hvis coverfotoet har et et helt andet udtryk og andre farver end brugeren måske har set på jeres website, kan det skabe signalforvirring og samtidig virke som om, at I ikke går så meget op i jeres tilstedeværelse på de sociale medier.

Bliv inspireret til hvordan du kan lave dit eget visuelle content her.

 

2. Dimensioner og beskæring

Når det kommer til det perfekte coverfoto på de sociale medier, kræver det mere end blot at finde et pænt billede og uploade det på ens profil. Du risikerer at få et strukket billede eller et billede, der er blevet skåret på en uheldig måde.

Brug altid den anbefalede billedstørrelse uanset hvilken platform du er på. På den måde sikrer du, at det ikke bliver forvrænget, og at du får det bedst mulige udtryk.

De anbefalede størrelser på coverbilleder på de forskellige sociale medier er:

Facebook anbefaler en billedstørrelse på 851 x 315 pixels (minimum er 339 x 150 pixels).

LinkedIn anbefaler en billedstørrelse på 646 x 220 pixels. Få mere at vide om de forskellige formater til LinkedIn her.

Twitter anbefaler en billedstørrelse på 1500 x 500 pixels.

Google+ anbefaler en billedstørrelse på 1080 x 608 pixels (minimum 480 x 270 pixels og maximum 2120 x 1192 pixels).

Tip: Hubspot har lavet en række templates til coverfotos på de forskellige sociale medier – få dem her.

 

3. Indsæt tekst

For nogle kan det være en god idé at indsætte tekst i coverbilledet. Dette kan være med til at give brugerne en ide om, hvad de kan forvente ved at følge jer, hvad jeres virksomhed står for eller jeres positionering.

Se fx eksemplet herunder fra vores egen Facebook-side:

Dette kan også være en god mulighed for mindre kendte virksomheder, hvor folk måske ikke allerede har en idé om hvad I står for, eller hvad jeres kernekompetencer er.

Idéer til tekst i coverfotoet:

  • Deltagelse på messer og konferencer
  • Ledige stillinger eller fx trainee-forløb
  • Kontaktoplysninger (adresse, telefonnummer, website, e-mail eller lign.)
  • Åbningstider
  • Tilbud
  • Payoff
  • Kundeudtalelser.

Fokus for indholdet bør naturligvis afspejle formålet med tilstedeværelsen. Så er jeres primære fokus at rekruttere, vil det være en anden type coverfoto der giver mening, end hvis fokus er på salg.

 

4. Brug billeder fra dine fans

En anden mulighed er at bruge indhold fra dine fans på dit coverbillede. Når det kommer til sociale medier handler det jo i bund og grund om relationer og communities, og derfor kan brugerbaseret indhold for nogle være en god måde at connecte med sine fans på.

Du kan fx samle de bedste af dine fans Instagrambilleder og samle dem i et coverbillede – det vil de fleste blive glade og måske lidt stolte over. Det viser i hvert fald at virksomheden sætter pris på sine fans, og det gør at de føler sig “set”.

Tip: Husk dog altid at spørge om lov inden du bruger dine følgeres egne fotos i dit coverbillede.

 

Skriv en Kommentar