5 tips til at skabe loyale Twitter-følgere

Ønsker du at opbygge dybere relationer til dine følgere på Twitter for at få det fulde potentiale ud af mediet? I denne artikel giver vi dig 5 gode råd til, hvordan du kan gøre dine Twitter-følgere til loyale fans.

1. Vær ægte

Sociale medier handler i højere og højere grad om at være ægte. På trods af dette bærer flere virksomhedsprofiler på Twitter præg af automatiserede beskeder og selvpromovering.

Det er svært helt at komme uden om at bruge automatiserede beskeder på sociale medier, men hvis du ønsker at opbygge loyale fans, så er det en god idé at udskifte størstedelen af de standardiserede opslag med personlige henvendelser.

Fortæl om hvad der er relevant inden for din branche på en nærværende måde, så dine følgere rent faktisk kan respondere på dit indhold. For når alt kommer til alt, er det i høj grad det, Twitter handler om: Rigtige mennesker, der taler i realtid om, hvad de har på hjerte.

Hvis du vil skabe loyale følgere, må du give dem et indblik i, hvem du er som person eller som virksomhed, for at få dem til at kunne lide dig. Det er svært for folk at skabe relationer til en automatiseret profil.

Ved at tweete i realtid bliver relationen mere givende og ved rent faktisk at starte og deltage i samtaler i stedet for bare at spytte reklamer for din virksomhed ud, vil du kunne skille dig ud i dine følgeres feed.

2. Start samtaler

Styrk dit brand ved at være den der starter samtaler på Twitter. Gør det til en rutine først at tjekke dit feed for, hvad andre taler om og kommentér løbende på relevante Tweets.

Som oftest vil dit feed være et stort rod af forskellige folk, der taler i munden på hinanden. Ved at opdele de personer, du følger, i Twitter lister, kan du nemt og hurtigt danne dig et overblik over, hvilke samtaler du skal engagere dig i.

Du kan lave lister for eksisterende kunder, potentielle kunder, influencers, interessante virksomheder el. lign. Antallet og inddelingen er helt op til dig!

Opret Twitter-lister

For at oprette en Twitter-liste skal du klikke på dit profilbillede i øverste menu og vælge Lists. Herefter trykker du på Create New List, vælger et navn og bestemmer, om listen skal være privat eller offentlig, hvorefter du skal trykke på Save list. For at tilføje eller slette personer fra din liste, skal du klikke på værktøjsikonet på personens profil og vælg Add eller Remove From List.

Husk at opdatere dine lister og start samtaler for at skabe relationer og brand loyalitet.

3. Personliggør dine svar med video

Twitters video-funktion er stærkt undervurderet, men den kan være virkelig effektiv, hvis den bruges med omhu. I stedet for at svare folk eller tweete tilbage til dem, som man normalt ville gøre, kan du forsøge dig med en video på op til 2 minutter og 20 sekunder, og som du kan sende direkte fra Twitter-appen.

Med denne funktion får du mulighed for at opbygge en mere personlig relation, på samme måde som du kan på eksempelvis Snapchat, ved at du sætter ansigt og stemme på dine Tweets. De færreste bruger funktionen aktivt, derfor kan du for alvor skille dig ud ved at gøre brug af video på Twitter.

Forestil dig at du er kunden, der stiller et spørgsmål om et brand eller et produkt på Twitter, og virksomheden selv svarer tilbage med en video, der beskrivende forklarer dig, hvordan du løser dit problem. Ville du ikke føle dig som en speciel og værdsat kunde? Det er den slags behandling, der skaber loyalitet. Dette er også effektivt, når der skal skabes relationer til potentielle kunder eller samarbejdspartnere.

Tryk på kamera-knappen i din Twitter-app og vælg Video. I bedste Snapchat-stil skal du holde optage-knappen nede for at optage. Du har mulighed for at lave flere videoer på 30 sekunder, som nævnt med en maximum længde på 2 minutter og 20 sekunder. Herefter tryk Done, skriv et tilhørende Tweet til videoen og send.

4. Opbyg ‘venskaber’

Det tager tid at opbygge værdifuld brand loyalitet på Twitter, men helt overordnet handler det om at undgå at se dine følgere som tal og statistikker, men nærmere som venner og værdifulde relationer.

Sociale medier handler ikke om blot at reklamere for din virksomhed, men om at socialisere. Ved at tænke på dine følgere som venner og være venlig over for dem, når du langt i opbyggelsen af loyalitet.

Fordelen ved sociale medier er, at din venlighed vil spredes yderligere end blot til den enkelte følger. Andre vil også kunne se med og danne sig et positivt billede af virksomheden.

5. Besvar dine Direct Messages

Sidst men ikke mindst må være at bruge Direct Messages til en-til-en-samtaler med dine følgere eller som kundeservice.

Hvis du slår det til i dine indstillinger, er det muligt for alle brugere på Twitter at sende dig en direkte besked. For at tjekke om du har slået det til, skal du klikke ind på din profil og trykke på Settings. Her vælger du Security and Privacy og scroller ned til Direct Message. Sørg her for at de rigtige bokse er krydset af. Husk at trykke Save Changes.

Hvis nogen har et problem eller bare vil i direkte kontakt med dig på Twitter, er det fordelagtigt at have en privat samtale uden at skulle flytte dialogen over på et andet medie. Her bliver Direct Message væsentligt.

Det er værd at være opmærksom på, at der er en del spam i Direct Messages, men ved at vise, at du er åben over for private samtaler og besvarer de beskeder, du får, beviser du, at du ikke bare er på Twitter for at reklamere.

Helt overordnet handler det om, at du skal vise, at du er et menneske på Twitter. Du vil skabe loyale følgere ved at være ægte, deltage i samtaler og bevise, at du forstår mediets allerhelligste opgave: At socialisere.

Hvad har du gjort for at skabe loyale følgere på Twitter?

Del gerne dine erfaringer herunder.

 

Denne artikel er skrevet på baggrund heraf.

Skriv en Kommentar

 

Master Class i sociale medier

Vi tilbyder en Master Class til dig, der allerede arbejder med de sociale medier, og som ønsker at skabe endnu bedre resultater. Programmet er fordelt på 2 dage, og er en kombination af undervisning, øvelser og cases.
Læs mere her