Ligesom på SXSW konferencen tidligere i år, var fokus på årets Cannes Lions rettet mod data. Data som en fantastisk mulighed til at skabe bedre produkter og mere relevant kommunikation, men også en diskussionen om hvorvidt data dræber kreativiteten, var på programmet. Vi har her samlet en række tanker om data fra Cannes Lions 2012.

Big data – huge opportunities

90 % af verdens data er blevet skabt inden for de seneste 2 år. Det er immervæk en sjat at forholde sig til som annoncør. Med de sociale medier og lokationsbaserede tjenester, ved vi efterhånden hvad folk laver, hvornår de går på arbejde, hvor de drikker deres kaffe, med hvem de drikker kaffen og så videre. Og mængden af data er også gået hen og blevet den største udfordring for mange CMO’s (analyse fra IBM okt. 2011).

Men alle disse data giver det os fantastiske muligheder for at skabe relevant og nærværende kommunikation, som engagerer målgruppen. Fx ser vi i stigende grad brug af data i real-tid. Dette kan eksempelvis være kommunikation som er tilpasset vejret, trafikken eller lign.

Ved Cannes Lions fortalte bl.a. The Guardian, om deres brug af data som en stærk kilde til relevant content. De fortalte bl.a. hvordan de med læsernes hjælp, fik kortlagt urolighederne i England for et par år siden, og herved fik skabt noget af deres mest populære indhold til dato. De har desuden lavet en hel side udelukkende med data journalistik.

Social data

De sociale medier er som nævnt også en stigende kilde til anvendelige data. Paul Adams, Global head of brand design hos Facebook, delte et par tanker om fremtidens brug af de data vi afgiver ved vores færden på Facebook. Adams brugte bl.a. Spotify-integrationen som eksempel. Han foreslog at Starbucks kan ændre musikken i deres kaffebarer alt efter musiksmagen, hos de gæster der har checket ind på Facebook, i den pågældende kaffebar. Eller hvad hvis virksomheder brugte informationer, om hvilken musik jeg lytter mest til i øjeblikket, til at sende mig koncertbilletter som en del af et loyalitetsprogram?

Udfordringer med data – Dræber data kreativiteten?

Men ikke alle er store fans af den stigende mængde data vi har til rådighed. Flere talere på Cannes Lions adresserede det kæmpe ansvar, der følger med besiddelse af data. For data skal naturligvis præsenteres korrekt og i den rette kontekst. Adobe adresserede både muligheder og udfordringer med data – ifølge dem er data vigtigere nu end nogensinde før, for at hjælpe os med at træffe de rigtige beslutninger i en verden med meget støj. Men at data skal bruges med måde. Her blev sammenligningen med gps’en i bilen brugt til at illustrere faren ved at stole blindt på data. Nogle gange kan den lede os den gale vej…

En anden udfordring med data er, at vi hurtigt kommer til at fokusere bagud på historiske fakta og glemmer at se fremad, hvilket naturligvis kan begrænse kreativiteten. Omvendt er alle enige om, at data kan flytte budgetter. Adobe fortalte hvordan de nu har flyttet 74 % af deres marketingbudget over til online-kanalerne, idet data viser at det er her de skaber højest ROI.

Privacy

Men hvad med privacy-issuet? Flere talere på Cannes Lions adresserede den stigende udfordring ift. at benytte data og cookies i markedsføringen. Er målgruppen klar til det, eller er ”frygten” generationspræget og udfordringen væk efterhånden som ”generation over-share” overtager?

Hvad mener du?

Hvad tænker du er de største muligheder og udfordringer med brugen af data?

Skriv en Kommentar