Mange anvender allerede LinkedIn’s Sponsored Updates til lead-generering, rekruttering, branding og meget mere. Nu har LinkedIn annonceret, at der er en række nye funktioner på vej. Få overblikket her.
Sidste år kom der nyt design på LinkedIn’s annoncemodul – en designændring som efterhånden er rullet ud hos de fleste brugere. Og nu kommer der en række nye funktionaliteter, som gør det endnu nemmere at arbejde med Sponsored Updates på platformen.
Guide til annoncering på LinkedIn.
Gem dine målgrupper
Efterhånden har mange af os fået nogle veldefinerede målgrupper, som vi gentagne gange arbejder med, når vi annoncerer på LinkedIn. Men indtil videre har vi ikke kunne gemme en målgruppe, som man kan på fx Facebook. Dvs. man skal huske alle sine kriterier og indtaste dem på ny hver eneste gang. Men det er heldigvis snart slut. Til juni begynder LinkedIn udrulningen af “Save audience as template” – en ny mulighed som fremadrettet kommer til at fremtræde i bunden af siden, hvor du udvælger din målgruppe.
Du kan give din målgruppe et navn og en beskrivelse, og herefter vælge blandt dine gemte målgrupper til dine fremtidige kampagner. Når du har valgt din gemte målgruppe, vil du stadig kunne redigere og ændre i din målretning.
Ny mulighed – Målret ud fra “Years of Experience”
En anden nyhed er, at LinkedIn introducerer et nyt targeting kriterie, som giver dig mulighed for at målrette dit opslag mod folk med x antal års erfaring. Denne mulighed forventer LinkedIn også at kunne udrulle i juni måned.
Nye muligheder for engagement
Det bliver nu også muligt for brugere at like kommentarer – både på alm. og sponsorede indlæg. Ydermere forventer LinkedIn snart at kunne åbne op for, at man kan svare direkte på en specifik kommentar. Dette giver bedre mulighed for dialog mellem virksomhed og brugere.
Bedre mulighed for at genstarte en afsluttet kampagne
Det skulle nu også blive nemmere at genstarte en kampagne, som er kørt. Dette kan være en god mulighed, hvis man fx har sponseret et stillingsopslag, men endnu ikke fået nok ansøgere, hvis en kampagne har kørt godt eller lign. Nu bliver det nemt at genstarte din kampagne, du skal blot klikke på “statusknappen” og så opdatere dit bud, budget samt slutdato.
Der er desuden allerede kommet nye og bedre muligheder for at arkivere færdige kampagner, så de ikke ligger og støjer i oversigten. Disse kan nemt gemmes ved at klikke på “Archive” under status-knappen og kan herefter findes ved at sortere dine kampagner som vist herunder.
Hvad tænker du om nyhederne?
Er der nogle af de nye funktioner, du har savnet? Eller mangler du yderligere muligheder i LinkedIn’s annoncemodul?
Skærmbilleder er lånt fra LinkedIn’s egen blog om de kommende ændringer i annoncemodulet.