Facebook har mange facetter som annonceringsplatform. Som digitalt medie er den relativ billig, da der er meget data og dermed gode målretningsværktøjer. Det er samtidig også et godt sted at skabe trafik til dit website samt øge engagementet i målgruppen.
Denne artikel er skrevet af Annemette Gelardi Hansen, Senior Social & Digital Account Manager hos Havas. Jeg driver og udvikler vores kunders annoncering og tilstedeværelse på digitale medier med speciale inden for Social Media. Vi rådgiver om og løser alt fra strategisk udvikling, kampagneplanlægning og eksekvering til Community Management og content-produktion.
Målret dine annoncer
I arbejdet med Facebook-annoncering kan du målrette dine annoncer efter bestemte målgrupper, ved at segmentere på demografi, geografi, sprog og selvfølgelig interesser. Der findes såvel mange andre funktioner og gode segmenteringsmuligheder, som du kan sætte op på din Facebook annonceadministratorkonto. På den måde kan du nå en bred potentiel målgruppe med brand-awareness-skabende budskaber.
Som markedsførere vil vi jo gerne arbejde med hele salgstragten. Så hvordan rammer du de forbrugere der allerede har bevæget sig længere ned i tragten? De har måske allerede vist interesse for dit indhold og produkt. Her skal du til at arbejde med Facebook-retargeting. Læs med her og bliv klogere på, hvordan du kommer i gang.
Retargeting siger du…?
Kært barn har mange navne. Måske kender du det som remarketing, som Google Ads blandt andet kalder det. Faktum er, at der er tale om det samme. Inden vi dykker ned i, hvordan man opsætter retargeting på Facebook, er her en kort forklaring på, hvad det i bund og grund handler om.
Retargeting er en online annonceringsteknik, der går ud på at målrette sit indhold til webbrugere, der på et eller andet tidspunkt har udvist en form for interesse i dine produkter eller dit brand.
De fleste steder du annoncerer, kan du foretage retargeting. Google har deres egen retargetingsfunktion, og LinkedIns minder en del om Facebooks.
Hvorfor skal jeg bruge tid på det?
Facebook retargeting er en særdeles effektiv måde at eksponere dine produkter eller ydelser for potentielle kunder, der allerede har vist interesse for dit brand. Rationalet er, at disse besøgende er din bedste chance for at opnå et salg – de lavest hængende frugter, om man vil.
Det giver dig ligeledes mulighed for at differentiere dine budskaber til forskellige målgrupper. De der aldrig har hørt om dit brand eller produkt før, bør have noget mere introducerende indhold. Her anbefales det, at du bruger en bredere målretning ved hjælp af Facebooks andre segmenteringsværktøjer. De der er bekendte med dit brand, og måske er nærmere en konvertering, kan målrettes med mere taktiske budskaber. Her bør du gøre brug af Facebook retargeting. På den måde kan du være mere relevant for alle dine modtagere.
Praktikken: Opret et tilpasset publikum i din Facebook annonceadministratorkonto
For at kunne komme i gang med Facebook retargeting, skal du oprette en såkaldt Brugerdefineret Målgruppe, direkte oversat fra det engelske Custom Audience. Det er et udtryk, du måske førhen har hørt i Facebookannoncerings-sammenhæng.
Du logger ind på din annonceadministratorkonto, og trykker på ikonet øverst til venstre. Så kommer dette billede frem på dit display. Dernæst trykker du på Målgrupper under Aktiver.
Nedenunder kan du se denne menu. Du skal nu oprette en ny målgruppe, og dernæst vælge Brugerdefineret målgruppe.
Du skal nu beslutte, hvilken datakilde du vil basere din retargeting-målgruppe på.
Jeg gennemgår her nogle af de mest brugte datakilder at lave retargeting-målgrupper ud fra.
Bemærk efter GDPR trådte i kraft i maj 2018, er det ekstra vigtigt, at du indhenter det nødvendige samtykke fra dine besøgende og leads, inden du deler dine førstepartsdata med Facebook. Det gøres ofte med en pop-up på websitet, samtykke ved tilmelding og en velformuleret tilgængelig datapolitik.
Website – egen data
Du skal vælge Website, hvis du vil “retargetere” de webbrugere, som tidligere har besøgt din hjemmeside. Det kræver, at du har implementeret et Facebook-pixel på dit website, så data bliver delt med Facebook. Formålet er at optimere din betalte annoncering, spore konverteringer og øge konverteringsraten.
Det næste vindue, som kommer frem på din skærm, handler om, hvordan du vil tracke dine kunders adfærd.
Vælg at ALLE skal inkluderes, så du ikke udelukker nogen potentielle kunder.
Facebook gemmer data fra pixlen i 180 dage, så du kan i princippet “retargetere” dine brugere op til et halvt år efter, de har besøgt dit website. Man bør dog overveje, hvorvidt dit budskab stadig er relevant for brugeren så lang tid efter. Du kan eventuelt opsætte en splittest mellem 30 dage og 60 dage.
Kundeliste – egen data
Det er også muligt at “retargetere” dem, der modtager dit nyhedsbrev, er tidligere kunder eller lignende. Det kan være du har et tilbud eller et nyt produkt, som kunne interessere netop disse brugere. Det er muligt at indlæse en fil med denne information. Herefter parrer Facebook informationerne med deres brugere, og ser hvor mange de kan identificere og dermed inkludere i målgruppen. Man skal huske, at det ikke er sikkert, at Facebook kan matche alle på listen med Facebook-brugere.
Formularen ser således ud. Du vælger således selv hvilke informationer du vil indlæse. En af de mest succesfulde informationer til at matche med er e-mail. Derefter uploades filen. Helt simpelt.
Facebook datakilder
Hvis du ikke ligger inde med noget førstepartsdata, så tilbyder Facebook andre retargeting-muligheder. De kræver ingen yderligere samtykke, end den brugerne har givet til Facebook. Denne data ligger tilgængelig i 365 dage, men igen er det værd at overveje, om dit budskab stadig er relevant for målgruppen, eller om du skal vælge en lidt kortere periode.
Det er muligt at lave en brugerdefineret målgruppe, der består af Facebook-brugere, der har set en eller flere af dine videoer på Facebook. Du kan selv vælge, om brugerne skal have set hele eller dele af videoen for at blive inkluderet.
Det kan i mange tilfælde anbefales, at man annoncerer med en video, som kan skabe kendskab og interesse for dit brand eller produkt. Derefter kan du ved hjælp af retargeting, målrette alle der har set minimum 25-50% med et mere taktisk budskab, der leder ind til websitet og øger chancerne for konverteringer.
Færdiggørelse af din brugerdefinerede målgruppe
Når du har valgt din datakilde, skal du huske at navngive din brugerdefinerede målgruppe, inden du afslutter. Det er essentielt, idet du skal kunne finde den, når du skal opsætte din kampagne i annonceadministratoren.
Nu skal du til at opsætte din Facebook-retargeting-kampagne
Når du opsætter din kampagne i annonceadministrator, skal du under målgruppevalg vælge brugerdefinerede målgrupper, og finde den navngivne målgruppe, du lige har lavet.
Jeg vil anbefale, at du opsætter mindst 2 versioner af din annonce, som kan splittestes… og gerne flere. Det er en fordel at have flere versioner. Det giver algoritmerne mulighed for at optimere mod den bedst performende annonce. Prøv om du kan differentiere dine annoncer, så du får testet effekterne i dit publikum. Det kan være en fængende video eller en anderledes ’Call to action’.
Hvis du vil vide mere om video, kan du læse med her.
Til sidst skal du opsætte et budget for din retargeting. Din budstrategi afhænger af dit daglige budget. Det kan være en god ide at starte lavt, og øge budgettet løbende, til du finder et fornuftigt niveau. På daglig basis kan du tilpasse og justere din kampagne, alt efter hvad der virker.
Et par afsluttende ord
Der er stadig mange flere muligheder inden for retargeting på Facebook. Ovenstående berør kun toppen af isbjerget. Man kan dykke langt længere ned i retargeting-mulighederne og differentiere sit medieindkøb eksempelvis gennem Event-tracking. Det kan f.eks. være interessant at differentiere brugerne ud fra deres adfærd. Man kan f.eks. skelne mellem 1) samtlige website-besøgende på websitet, 2) de der har kigget på specifikke varer og 3) de der har langt varer i kurven uden at færdiggøre købet. Des mere brugeren har engageret sig, des mere vil man være villig til at betale for at eksponere dem.
Der findes langt flere muligheder, der kan medvirke til at drive din CPA ned. Du skal være velkommen til at kontakte mig med forespørgsler og spørgsmål til din Facebook retargeting-kampagne.