I dag blev Facebook Deals lanceret i Europa. Deals blev introduceret i USA i november måned, og siden har vi ventet på at få lov at teste det af herhjemme. Facebooks lokationsbaserede tjeneste Places er dog først næsten lige kommet til Danmark, og vi må desværre vente lidt endnu på Deals.

Ifølge The next web vil der være 4 forskellige typer check-ins hvor Deals kan indgå:
- Charity Deals – Bruges i forbindelse med velgørenhed
- Individual Deals – Hvor butikker giver gode tilbud til kunderne
- Loyalty Deals – Hvor brugene kan optjene point
- Friend Deals – Hvor man belønner brugerne for at tage venner med ned i butikken
I England har Facebook indtil videre bl.a. lavet samarbejde med Starbucks hvor kunder der checker ind får gratis kaffe, med Yo Sushi som giver gratis mad til de 1.000 første check-ins og med Mazda som tilbyder 20 % på deres MX-5 til dem der checker ind. Hos Mazda deltager man desuden i konkurrencen om 5 biler når man checker ind hos dem.
