Alle taler om content og content marketing – og næsten lige så mange har implementeret trenden i deres strategi. Det er dog ikke alle, der høster content marketing-indsatsens frugter. Succesfuldt content marketing kræver nemlig en planlægning. Derfor guider vi dig i denne artikel til, hvordan du udarbejder og definerer en effektiv content marketing-strategi.

For mange organisationer er content-arbejdet ikke fastlagt, men sker uden en plan. Og jeres content-indsats behøver da ikke nødvendigvis fastlægges i en strategi – men en content marketing-strategi vil sikre effektiviteten af jeres indsats. Følg nedenstående punkter og effektiviser jeres egen content-indsats med en veldefineret strategi.

Hvis du vil indvies i, hvad man ikke skal gøre i arbejdet med content marketing, så klik her.

1: Meningen med galskaben

Det er vigtigt at fastlægge, hvad formålet og meningen med jeres content-indsats er. Dette danner nemlig grundlag for hele jeres strategi. Hvad skal content-produktionen bidrage med i lige præcis jeres virksomhed? Definér, hvad I gerne vil opnå med et øget fokus på content marketing. Har I ambitioner om at øge jeres kendskabsgrad? At øge kundeloyaliteten? At styrke jeres position som thought leader?

Med stor sandsynlighed ligger der flere årsager til grund for jeres styrkede content-indsats. Det essentielle er, at disse årsager og formål bliver fastlagt, da de danner rammen for selve målsætningerne for strategien, der skal indfries for at sikre indsatsens succes.

Når det overordnede formål er fastlagt, er det tid til at udarbejde konkrete og målbare KPI’er, og disse skal naturligvis understøtte det overordnede formål og virksomhedens resterende strategi. Men hvad skal du helt præcist måle på? Det varierer naturligvis fra virksomhed til virksomhed, men eksempler på KPI’er kan være tilmeldinger til nyhedsbrev, følgere på sociale platforme, likes på opslag osv.

2: Slå ørerne ud

Du har sikkert hørt det før: Du skal kende jeres målgruppe! Når du kender jeres målgruppe og ved, hvad de vil høre og interesser sig for, kan du udarbejde content, der matcher målgruppens præferencer. Men inden, du kan lære jeres målgruppe at kende, er du nødt til at fastlægge, hvem jeres målgruppe overhovedet er. Når dette er på plads, kan du begynde at undersøge deres behov – og til sidst opfylde disse behov med en passende type content.

Du kan undersøge jeres målgruppes behov og præferencer på flere måder. Start fx i jeres salgs- eller supportafdeling. Her ligger de allerede inde med en masse informationer om jeres nuværende kunder. Du kan også gå mindre slavisk til værks ved at lytte til jeres omgivelser, fx til de sociale medier og din målgruppes interaktion her.

3: Sørg for at indholdet bliver set

Content spredes desværre ikke af sig selv – heller ikke godt content. Du må aktivt sørge for, at jeres content distribueres, når det først er udarbejdet – og ikke mindst, at det deles, de rette steder, hvor jeres målgruppe befinder sig. Hvor målgruppen befinder sig, ved du allerede, hvis du har gjort dit forarbejde godt nok og kortlagt jeres målgruppe – og så handler det blot om at være der, hvor de er!

Det er blevet vanskeligt for virksomheder at trænge igennem støjen fra de klassiske marketing-kanaler såsom reklamer på TV og bannerreklamer. Netop derfor er content marketing blevet et så stort fænomen, fordi det ikke er kommercielt – men derimod berigende for modtageren. De klassiske betalte kanaler har dog stadig en vigtig betydning, da det netop er via en kombination af forskellige kanaler, at dit content kan spredes. Tænk dit content som en base – et stykke content kan distribueres via flere forskellige kanaler, betalte som gratis, og i forskellige formater, så indholdet tilpasses kanalen. Derved kan du udnytte indholdets potentiale og jeres ressourcer langt mere effektivt.

Læs mere om genbrug af content her.

4: Planlægning er alfa omega

Hvis du har ansvaret for content-udarbejdelsen i jeres virksomheder, føler du dig med stor sandsynlighed overvældet af de mange historier, der har content-potentiale. Der findes nemlig utallige historier at fortælle i enhver virksomhed, og du kan naturligvis ikke have indsigt i dem alle. Derfor handler det om at tilgå content-arbejdet, som en journalist ville have gjort det. Indtag rollen som en redaktør på en nyhedsredaktion og indkald eksperter fra virksomhedens forskellige afdelinger til et møde om, hvad der er på programmet i de respektive afdelinger. På den måde kan du danne dig et overblik over virksomhedens mange historier og udvælge dem, der har potentiale til at skabe berigende og engagerende content for jeres målgruppe.

Når du først har skabt dig et overblik over hvilke historier, der skal blive til indhold, er det tid til at lægge en plan for dette indhold og dets kanaler. Det er altså nu, du skal lave en content-plan, som systematiserer emne, tidspunkt for publicering, målgruppe, KPI mm. Sørg for, at der er balance mellem både de forskellige historier, indholdets form og de forskellige kanaler.

At planlægge jeres content sikrer, at I har et afbalanceret og konsistent flow af indhold til jeres forskellige kanaler – og så giver det dig mulighed for at evaluere og måle på de forskellige initiativer, som giver indsigt i, hvilket content, der virker – og hvilket content, der virker knap så godt. På den måde kan du fremover optimere jeres indsats.

Læs mere om, hvordan du sikrer godt content her.

5. Hav formaliteterne på plads

Det er vigtigt, at de formelle rammer ikke nedprioriteres i jeres arbejde med content marketing. Det er nemlig afgørende, at der er styr på både ressourcer og budget.

Konkretiser content-arbejdet med et selvstændigt budget, der skaber et overblik over omkostninger til de forskellige tiltag. Det skal dertil fastlægges, hvem der ansvaret for de forskellige initiativer, deadlines, tidsforbrug osv.

6. Mål på jeres resultater

Dette punkt hænger unægteligt sammen med punkt 5, da klare resultater taler for sig selv og skaber grobund for tildelingen af et større budget og ikke mindst forankring i virksomheden. Derfor er det afgørende, at du sørger for at foretage en effektmåling af jeres forskellige initiativer, og det er naturligvis her, jeres fastsatte KPI’er kommer ind i billedet.

Læs mere om, hvordan du foretager en effektmåling her.

Til sidst er det bare at fortælle om resultaterne, så det bliver klart for virksomhedens resterende medarbejdere samt ledelsen, at content marketing er af stor betydning for virksomhedens succes. Det er afgørende, at resten af virksomheden bliver bekendt med de frugter, som virksomheden høster af jeres content-indsats. På den måde sikrer du dig, at du får den nødvendige opbakning og tildeles tilstrækkelige ressourcer, så du netop kan gennemføre en ambitiøs content marketing-strategi.

Hvordan sikrer du effektiviteten af jeres content marketing-strategi?

Vi hører gerne dine erfaringer i kommentarfeltet herunder.

 

Artiklen er skrevet med inspiration herfra.

Skriv en Kommentar

 

Digital marketing for B2B

I denne Master Class om digital marketing for B2B-virksomheder sætter vi bl.a. fokus på brugen af content til at sikre positionering samt til at øge kendskabsgraden.
Læs mere her