De sociale medier er i konstant udvikling, og der dukker fra tid til anden nye funktioner, knapper og platforme op. I denne artikel giver vi vores bud på, hvad du skal forberede dig på, hvis du har med content at gøre, når kalenderen skriver 2020.
Det kan være svært at holde sig opdateret på de nyeste trends, og derfor har vi samlet nogle upcoming og populære trends, som vi spår, kommer til at være toneangivende i det nye år, når der snakkes strategi og content marketing.
Udnyt de sociale mediers kræfter
Uanset hvilke tendenser, der kommer til at vokse, vil sociale medier fortsat påvirke, hvordan vi samarbejder og interagerer med vores forbrugere. Derfor er det vigtigt for brands og marketingfolk løbende at holde sig opdateret og tilpasse deres SoMe-strategi, for at forblive aktuelle hos forbrugerne.
Content baseret på adfærd
Kender du din målgruppe? Hvis du vil have dit content ud at leve, er du nødt til at forstå, hvem din målgruppe er, og hvad de interesserer sig for. Derfor er løsningen analyse. Undersøg og justér din strategi ift. hvad dine brugere kan lide at se, og hvad de engagerer sig i. Herefter kan du bruge denne indsigt i din fremtidige strategi og content.
Tip: Det er ikke ’farligt’ eller ’ulovligt’ at spørge sine følgere, hvad de godt kunne tænke sig at se mere af. Ved at spørge dine følgere til råds kan du potentielt blive klogere på, hvad de interesserer sig for.
Midlertidigt indhold
Forskning viser, at ca. 64% af dem, der arbejder med marketing, enten har brugt eller påtænker at bruge Instagram-stories, som en del af deres strategi. Med det midlertidige indhold kan du skabe interaktive fortællinger til den relevante målgruppe. Det kan være ’behind the scenes’ eller eksempler på, hvordan et produkt kan bruges.
Derudover har du, når du annoncerer gennem stories, med stor sandsynlighed brugernes opmærksomhed, og annoncen vil som udgangspunkt fylde hele skærmen, når den er udformet i story-formatet. Dette er en fordel for din annonce, idet sandsynligheden for, at den bliver set, forøges.
Læs også: Sådan laver du kreative Insta-stories til din virksomhed
Men det er ikke det eneste, som stories kan. Stories kan bruges interaktivt, hvor der fx kan laves afstemninger, hvorigennem du kan samle viden ind fra brugerne om gode idéer til produkter, yndlingssmag eller noget tredje. Interaktivitet bidrager til kontakten mellem bruger og brand, og kan øge troværdigheden.
Visuel produktsøgning
En undersøgelse har vist, at omkring 28% bruger sociale medier, når de søger efter produkter. Vi ser da også tendenser, der går i den retning, hvis vi vender blikket mod fx Instagram. På Instagram kan du nemlig tjekke produkter ud, og købe et produkt i løbet af et par swipes. Dette viser, at visuelt indhold er af afgørende karakter, og du praktisk talt kan sætte et prismærke på dine fotos.
Ud over dette forudsiges det at mindst 50% af alle søgninger i 2020, vil blive gennem billeder. Dette giver brugerne mulighed for at fange billeder af genstande i den virkelige verden, og finde relaterede matches til dem baseret på billedgenkendelses teknologi.
Læg derfor vægt på dit visuelle indhold i 2020 på dine sociale kanaler, og vis gerne dine produkter og ydelser frem på bedst mulig vis.
Video igen, igen
Statistikker viser, at i 2021 vil omkring 80% af al internettrafik være video. Ikke underligt da videoindhold fungerer rigtig godt, når ønsket er at øge trafik og synlighed. Video har en tendens til i højere grad at fange forbrugernes opmærksomhed, og har vokset sig stort i løbet af de senere år, og vi spår, at udviklingen fortsætter i 2020.
Du kan lave mange slags videoindhold afhængig af virksomhed. Du kan f.eks. lave ’how-to’ videoer, vise brugergenereret indhold eller produkter frem. Hvis du er rigtig modig, kan du endda satse på en af de nyere trends indenfor video – gå live.
LinkedIn har for nylig rullet en ’live funktion’ ud og du kan læse mere om, hvordan du kan gøre brug af live i artiklerne LinkedIn Live er en realitet eller Live-video: Sådan implementerer du det.
Læs også mere her: Video er det nye sort
Influencer marketing
Influencer marketing vokser fortsat, og undersøgelser viser, at 22% af 18-34-årige på et tidspunkt har foretaget et køb efter at have set en influencer omtale et produkt positivt på de sociale medier.
At bruge en influencer som talerør kan være med til at skabe troværdighed og autenticitet, som kan være svær at skabe med dit eget brand som direkte afsender. Desuden kan en influencer bidrage til øget synlighed overfor den rette målgruppe.
Virtual reality og argumented reality
VR og AR kan potentielt komme til at fylde en del mere, end det gør nu. Teknologien tilføjer nemlig endnu en dimension til, hvordan vi i fremtiden kan udforske produkter.
Her kan du nemlig udvide den fysiske verden til at indeholde andre elementer, som endnu ikke er der. Du kan fx vende og dreje den trøje du er på udkig efter, eller se dit nye køkken i dit eget, før det overhoved er produceret.
Denne ’next level’ teknologi hjælper forbrugerne med at tage en informeret beslutning via en virtuel oplevelse, hvilket kan være med til at øge salget.
Er der nogle tendenser for 2020, vi har overset?
Så hører vi gerne fra dig i kommentarsporet.